Togentusiast på forsinket jomfrurejse med IC4

7. aug 2008
Nyhedsavisen har fulgt togentusiasten Jeppe Søndergaard på IC4togets jomfrurejse til København.

Dagen i dag er helt speciel for DSB, men især for Jeppe Søndergaard. I dag er nemlig dagen, hvor IC4-toget for første gang tager turen over Lillebælt under Storebælt helt til København. Og det er noget, som kan gøre en togentusiast som Jeppe Søndergaard spændt. Udover at være medlem af en modeljernbaneklub har han også samlet på modeltog, siden han var ni. En hobby, der har kostet ham omkring 30.000 kroner.

Filmer togets herligheder

Jeppe venter spændt på stationen i Århus med videokameraet klar. Han er kommet i god tid, så han kan nå at filme togets ankomst. Klokken 10.27 buldrer IC4-toget ind på perronen, og Jeppe skynder sig at afbryde Nyhedsavisens udsendte med et, ”vi snakkes ved,” og stiller sig op for at filme togets herligheder.

- Jeg fik den ikke helt rigtig, siger han, da han slukker kameraet. Jeg bliver nødt til at prøve igen i Skanderborg.

God benplads

Toget er stopfyldt med passagerer, men også med masende pressefolk og DSB-personale, der i dagens anledning deler gratis kaffe ud. Jeppe maser sig hen til en ledig plads.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

- Jeg er meget positiv. Der er meget mere benplads og bedre sæder i forhold til de gamle tog, siger han, mens han kigger sig omkring. Og det kan der være noget om. Selv Nyhedsavisens lange udsendte må anerkende, at det er et behageligt tog, hvor man ikke fletter ben med personen overfor.

Det perfekte skud

Kort efter er vi i Skanderborg og ad en snørklet vej finder vi udgangen. På perronen gentager sceneriet fra Århus sig. Jeppe løber alt, hvad han kan hen langs toget for at filme toget i den helt rigtige vinkel. Koncentreret optager han det rullende tog, indtil det er helt forsvundet i horisonten. Og nu er skuddet tilsyneladende blevet, som det skulle være. Jeppe ser i hvert fald tilfreds ud.

Selvom Jeppe Søndergaard er imponeret over det nye IC4-tog, er han ikke helt oppe og ringe.

- På en skala fra 1 til 10 vil jeg nok give den et 7-tal. Det var lidt snørklet at komme ud, mener han.

faktaboks