- Hvad er meningen med at køre med tog, når det alene i tilskud koster stort set det samme som at køre i taxa? siger professor og trafikekspert Mogens Fosgerau fra Københavns Universitet. Arkivfoto. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Togbilletten koster 39,20 kr. – staten betaler cirka 372 kr.

8. jun, 06:33
Alle tog i Danmark får tilskud, men der er stor forskel på størrelsen. Nogle steder er tilskuddet så stort, at forskere vil nedlægge togforbindelser.

Udgiften til at drive tog er i Danmark nogle gange så høj, at passagererne betaler ned til 8 pct. af den reelle omkostning, skriver Jyllands-Posten.

Mest markant er den offentlige udgift ifølge rapporten ”Serviceeftersyn af Jernbanen” fra Transport- og Boligministeriet til et lille togsystem, der udelukkende kører mellem Roskilde og København.

Her betaler staten i gennemsnit til hver passager reelt et tilskud på 372 kr. for den 31 km lange strækning. Passageren betaler ned til 39,20 kr. for en billet med rejsekort. Prisen er endnu lavere med pendlerrabat. Tilskuddet på 12 kr. for hver passagerkilometer er ifølge rapporten landets højeste på statens tog. I gennemsnit betaler alle passagerer på Sjælland under en tredjedel af den reelle omkostning ved at tage regionaltoget.

Det næsthøjeste tilskud i landet gives til et togsystem på strækningen mellem Odense og Ringe på Fyn, her er beløbet 9,75 kr. pr. km.
Til gengæld udløser det kun en udgift på 29 øre for hver km, når DSB sender rejsende fra København til Aarhus og Aalborg med fjerntog.

I en kommentar til tallene peger flere trafikforskere på, at man helt bør nedlægge en række tog og erstatte dem med billigere busser.

- Hvad er meningen med at køre med tog, når det alene i tilskud koster stort set det samme som at køre i taxa? siger professor og trafikekspert Mogens Fosgerau fra Københavns Universitet.

Til gengæld vil direktør i DI Transport, Michael Svane, bevare alle jernbanestrækninger og styrke togdriften, der efter hans mening er i dyb krise, nedslidt og presset af både dårlig kvalitet og kundeflugt.

Transportminister Benny Engelbrecht vil ikke tage penge fra togene.