Togføreren Morten: "Hjemløs? Det ku`ha været mig.”
Kære læser
Denne artikel har vi åbnet uden betingelse om abonnement. A4 Medier er som alle andre virksomheder udfordret af den aktuelle coronakrise og mister indtjening. Vi vil sætte pris på, at du nu eller senere vil overveje at støtte vores journalistik ved at blive abonnent.
DE FLOTTE PÅSKELILJER med den karakteristiske gule strålekrans stod så tæt på jernbaneskråningen, at det lignede, at de varmede hinanden. Fuldstændig ligeglade med, hvad der blev sagt i stationens højtalere om at holde afstand pga. coronavirus, var de. Hvilken respektløshed! Overklasseløg, det var hvad de var. Gjorde hvad der passede dem. Kender typen!
De lysende blomsterhoveder strakte sig i samlet flok mod den lavt hængende forårssol ovre på den modsatte side af banegraven.
LÆS OGSÅ: Psykolog: 'På meget kort tid kan coronakrisen føre til alt det, vi frygter'
Hvis det havde været mennesker, der stod i den vinkel på den skråning, var de faldet og havde slået hovedet på de forårskolde jernbaneskinner, som var ved bunden af skråningen. Et usynligt rodnet sørgede for, at forårsbebuderne ikke blæste omkuld.
Mine tanker gik fra de smukke blomster til den drabelige påske til de mistede menneskeliv som ikke kunne holde balancen på Livets skråninger og sluttede på de kolde jernbaneskinner.
“Det kunne jo ha` været mig” tænkte jeg, imens tankerne gik tilbage til de gange i mit liv hvor mit indre rodnet havde hængt i laser
Morten Færgemann Sørensen, togfører
Tilsyneladende uden det indre og usynlige rodnet som f.eks. gjorde, at de livskraftige påskeliljer blev stående.
SELVOM FORÅRSSOLEN VARMEDE var vinden bidende kold, og jeg var blevet sendt i byen for at hente kage til den dejlige varme kaffe, som ventede på hjemmefronten. Udenfor bageren så jeg en ung mand i starten af 20'erne. Han havde sorte skibukser på, hvor de elastiske skulderstropper hang nede ved knæene. Den sorte jakke, der passede til, lå bag ved ham på den hårde, kolde og rå asfalt, og på overkroppen havde han en sort skiundertrøje. Øjnene var milde og rare, og det korte leverpostejfarvede hår var nyklippet. Han kunne være min søn.
LÆS OGSÅ: Socialrådgiverformand: Der er ikke job til folk på kontanthjælp
Men der var et eller andet ved ham, der ikke stemte. Han stod der, hvor der plejede at stå en Hus Forbi sælger. Der var intet, der indikerede, at han skulle være dét. Et midaldrende par, som kunne være hans forældre eller bedsteforældre, stod og snakkede med ham. Og jeg kunne høre, at de spurgte ind til hans drømme og planer. Ordene fra hans mund flød frit og ubesværet. Han var veltalende. Og så var det, at jeg fik øje på den karakteristiske Hus Forbi avistaske, som lå lidt gemt under hans jakke på den kolde og rå parkeringsasfalt. Han VAR hjemløs og Hus Forbi sælger.
LÆS OGSÅ: Togføreren Morten om sit job: Føles som en psykiatrisk skadestue
Jeg ville ikke forstyrre deres gode samtale, så derfor listede jeg forbi og ind til bageren for at købe den Othellolagkage til 75 kr., som jeg var blevet sendt i byen for hente. Jeg hævede 50 kr. over beløbet for at give til den unge fyr, og da jeg gik ud igen, afbrød jeg deres samtale for at spørge, om jeg måtte købe en af hans aviser. Han smilte forsigtigt, mens han sagde “Selvfølgelig”.
DA JEG EFTERFØLGENDE satte mig ind i min bil og skulle til at starte motoren, knækkede jeg sammen i gråd. Tårerne løb og løb. I 10 minutter sad jeg og samlede mig og reflekterede over, hvad der helt præcist ramte mig ved det korte møde med den unge Hus Forbi sælger. Det var som om jeg så mig selv. “Det kunne jo ha' været mig”, tænkte jeg, imens tankerne gik tilbage til de gange i mit liv, hvor mit indre rodnet havde hængt i laser, og hvor min eksistens har haft en hældning på 45 grader, som de strålende gule påskeliljer, men over en mørk og dyster afgrund, men hvor en uforklarlig kraft eller noget i mit usynlige rodnet havde holdt mig fast og forhindret mig i, at tage det frie fald mod bunden. Det, der slog mig, var, at han så helt almindelig ud, som han stod der og talte om sine drømme og håb med sine “forældre”, som også bare var tilfældigt forbipasserende.
I mine øjne var han en lille dreng, som ikke havde fået udviklet et stærkt rodnet til at forhindre ham i at falde dybt ned i sindets mørke.