Tørnes: Min underskrift blev forfalsket

29. nov 2013, 16:53
Paul Tørnes svarer igen på anklager fra det frivillige netværk I Klemme i det Kommunale System.

Avisen.dk bringer i dag artiklen om Paul Tørnes, der beskyldes for at engagere sig i en lang række borgeres sociale sager, uden at have den uddannelse i jura og Phd-grad, som han gav borgerne indtryk af.

Gennem flere måneder var han juridisk samarbejdspartner i det frivillige netværk 'I Klemme i det Kommunale System', indtil formanden afbrød samarbejdet.

Ifølge formanden for netværket, Stig Gerdes, har Paul Tørnes, i forbindelse med sin rådgivning, fået udleveret store bunker af personligt følsomme dokumenter fra disse borgere.

Paul Tørnes fortæller, at han gennem netværket, samt gennem sin hjemmeside for juridisk rådgivning, har rådgivet mere end 400 borgere, med sociale sager.

Frabad sig at kommentere

Formanden for det frivillige netværk Stig Gerdes har nu politianmeldt Paul Tørnes både for at bruge en falsk titel og for underslæb, efter at han angiveligt har brugt sit eget kontonummer til en fond, der skulle indsamle penge til at hjælpe ledige i deres sager mod det offentlige.

Avisen.dk har igennem den seneste måned gentagne gange været i kontakt med Paul Tørnes både via mail og telefoniske interview.

Han har ikke ønsket at fortælle, hvor han har gennemført et jurastudie eller den Phd, som han har brugt, når han deltog i møder blandt andet med Fredericia Kommune og de ledige, han har rådgivet. Syddansk Universitet, som han angiver som sit uddannelsessted på sin LinkedIn profil har ikke kunnet bekræfte hans uddannelse over for Avisen.dk.

Paul Tørnes har flere gange frabedt sig at kommentere på historierne, som han vidste, Avisen.dk ville bringe. Efter artiklen er blevet bragt, har han besluttet at svare alligevel.

Jeg har aldrig udgivet mig for noget, jeg ikke er

"Stig Gerdes (formand for netværket I Klemme, red.) hænger mig ud på et usagligt grundlag. Jeg har aldrig udgivet mig for at være noget, jeg ikke er," siger Paul Tørnes.

Avisen.dk er i besiddelse af et dokument, hvor Paul Tørnes underskriver sig med titlen Cand. Jur og Ph.D. Men Paul Tørnes mener ikke hans underskrift er ægte.

"Jeg ønsker ikke yderligere at udtale mig om min person gennem en avis til grund for misforståelser og usaglige påstande. Jeg har meldt Stig Gerdes til politiet, og ser frem til retsmøde, dom mod Stig Gerdes samt erstatning," siger Paul Tørnes.

Følgende står ubesvaret tilbage

Avisen.dk har ikke kunne bekræfte Paul Tørnes' politianmeldelse mod Stig Gerdes, for Paul Tørnes ønsker ikke at oplyse, hvor eller hvornår anmeldelsen er sket.

Avisen.dk har efterfølgende været i kontakt med Stig Gerdes. Han har ikke modtaget nogen information om, at han skulle være blevet politianmeldt, siger han til Avisen.dk.

Paul Tørnes vil stadig heller ikke svare på, hvorfor Syddansk Universitet ikke kan bekræfte, at Paul Tørnes har en juridisk uddannelse herfra, til trods for at det stadig står på hans profil på LinkedIn.

Paul Tørnes ønsker ikke at forholde sig til politianmeldelsen om, hvorvidt han opgav sit eget kontonummer i forbindelse med frivillige donationer til det frivillige netværk 'I Klemme i det Kommunale System'.