Tømrer får arbejdsskade efter fodboldtackling

18. maj 2012
Højesteret har givet en tømrer ret i, at hans arbejde har forværret en gammel sportsskade så meget, at Arbejdsskadestyrelsen skal anerkende den som en erhvervssygdom.

Jesper Gantzhorn fra Fyn er lettet. En 10 år lang kamp for at få anerkendt slidgigt i det venstre knæ som en erhvervssygdom er forbi.

Højesteret har givet den 46-årige tømrer ret i, at hans arbejde har forværret en tidligere sportsskade så meget, at han kan få erstatning.

"Det er dejligt. For mig har det ikke været et spørgsmål om at få penge. Det har været et spørgsmål om at få retfærdighed, og den har jeg fået nu. Fem enige dommere har givet mig medhold, og det er en lettelse," siger Jesper Gantzhorn, der i dag er fleksjobber.

Dommen er en lærestreg til Ankestyrelsen og Arbejdsskadestyrelsen, der har ignoreret Retslægerådets eksperter.

Gammel eller ny skade?

Det er en gammel fodboldskade, der indtil nu har forhindret Jesper Gantzhorn i at få erstatning.

Erhvervssygdomsudvalget under Arbejdsskadestyrelsen har nemlig påstået, at hans slidgigt alene skyldes den knæskade, han fik under en pokalkamp mellem Bogense og Aarup en onsdag aften i 1980erne.

Jesper Gantzhorn har klaget, men Ankestyrelsen har givet Erhvervssygdomsudvalget ret.

"Jeg forstår godt, at myndighederne skal være skeptiske, men hvis sportsskaden var så stort et traume, hvordan kan det så være, at jeg kunne smide krykkerne i weekenden og rende op og ned ad stiger med vægt på skulderen allerede en lille uge senere?" spørger en forarget Jesper Gantzhorn.

Farvel til jobbet

Hans egen forklaring på smerterne er en anden.

"Jeg har lagt gulv og tag, og når du er højrehåndet som jeg, er det næsten altid venstre knæ, du har imod emnet, og det slider," forklarer han.

Smerterne startede i det små, men de blev stærkere og stærkere. Under efterårstormene i 1999-2000, hvor der virkelig var knald på, blev det så slemt, at Jesper Gantzhorn måtte vinke farvel til sit elskede job.

"Jeg holder meget af mit fag - at være ude i det fri med en flok gode kolleger og samtidig få noget fra hånden - men slidgigten var kronisk. Knæet blev ikke bedre," siger tømreren, der ofte er på smertestillende medicin.

Derfor meldte han skaden som en arbejdsskade i 2002.

[pagebreak]

Gult kort til myndighederne

Det er Jesper Gantzhorns fagforening, 3F, der har ført sagen helt til Højesteret.

"Jeg er glad for dommen. Den slår fast, at en forværring af en eksisterende lidelse skal anerkendes. Det, at Jespers knæ er blevet dårligere, skal anerkendes," siger 3Fs advokat Christian Bentz fra advokatfirmaet Lind.

Det er med andre ord ikke Jesper Gantzhorns fejl, at han har fået slidgigt i et knæ, der i forvejen var beskadiget.

Højesteretsdommerne lægger i begrundelsen vægt på, at Retslægerådet finder det "overvejende sandsynligt, at mange års tømrerarbejde inklusiv en betydelig mængde direkte og indirekte knæbelastning har accelereret og forværret udviklingen af disse slidgigtforandringer".

Dommen er altså et gult kort til Ankestyrelsen, der har hævet Erhvervssygdomsudvalgets konklusioner over Retslægerådets.

En ommer

Styrelsen tager dommen til efterretning.

"Dommen er et udtryk for, at de lægefaglige vurderinger har stor betydning i denne type sager, og det er vi meget opmærksomme på," siger Lise Beder, der er ankechef i Ankestyrelsen.

3Fs advokat håber, at dommen får konsekvenser.

"Jeg har et forsigtigt håb om, at dommen får den betydning, at Erhvervssygdomsudvalget fremover retter sig efter Retslægerådet, når rådet udtaler sig om årsager til arbejdsskader," siger Christian Bentz.

Jesper Gantzhorns sag skal nu tilbage til Arbejdsskadestyrelsen.

Styrelsen skal vurdere, hvor stor en erstatning tømreren skal have. En læge skal skille tingene ad. Hvad er sportsskade? Og hvad er forværring?

Erstatningen vil kun dække lidelserne efter den arbejdsmæssige påvirkning.

Pas på kroppen

Tilbage på Fyn har den nedslidte tømrer et godt råd til yngre kolleger:

"Brug alle de hjælpemidler, I kan få, så I ikke ender med et knæ, der brokker sig, hver gang I bevæger jer."