Heunicke_Philip_Davali_RS
Der er fundet endnu et tilfælde af den sydafrikanske coronavariant i Danmark. Det er det 10. tilfælde herhjemme, oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke (S). Foto: Philip Davali Ritzau/Scanpix

To tilfælde af sydafrikansk coronavariant uden forudgående rejse

17. feb 2021, 20:57
Det 10. tilfælde af sydafrikansk coronavariant er nu konstateret herhjemme, oplyser sundhedsminister.

Der er fundet endnu et tilfælde af den sydafrikanske coronavariant i Danmark.

Det er det 10. tilfælde herhjemme, oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på Twitter.

Den smittede er nær kontakt til smittetilfælde nummer ni, som ministeren oplyste om på et pressemøde tidligere onsdag.

Ingen af de to kan knyttes til en rejse, oplyser Magnus Heunicke.

De to tilfælde, der ikke kan knyttes til en udlandsrejse, bekymrer myndighederne.

- Det kan ikke afvises, at der er tegn på, at der er en vis form for lavt niveau af smitte i Danmark.

- Vi holder fremadrettet øje, og vi har et meget effektiv håndteringsarbejde. Det er afgørende, sagde Magnus Heunicke på pressemødet onsdag formiddag.

Den sydafrikanske coronavariant kan ifølge Statens Serum Institut (SSI) have nedsat følsomhed over for antistoffer.

Det kan dermed påvirke effekten af coronavaccinerne. SSI har dog selv meldt ud, at vaccinerne forventes at virke.

Pfizer/BioNTech og Moderna, som står bag to af de tre vacciner mod covid-19, som bruges, har også sagt, at deres vacciner virker.

Ifølge et udvalg fra Verdenssundhedsorganisation (WHO) kan vaccinen fra den tredje producent - AstraZeneca - også bruges i lande, hvor den sydafrikanske variant er udbredt.

Sydafrika har ellers forsøgt at bytte sine AstraZeneca-vacciner, fordi landet frygtede, at vaccinen ikke var lige så effektiv mod varianten.

Varianten blev første gang konstateret i Sydafrika 18. december. Den er dog fundet i prøver helt tilbage fra oktober.

De første tilfælde af varianten i Danmark blev fundet blandt personer, efter at de var kommet hjem fra Vestafrika, Østafrika og Dubai i De Forenede Arabiske Emirater. Der er også fundet blandt deres nære kontakter.

For at begrænse introduktion og spredning af nye og mere smitsomme virusvarianter fra udlandet har regeringen besluttet at indføre krav om test og isolation ved indrejse i Danmark.

/ritzau/