(Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Mette F. holdt partiledere udenfor - var ikke inviteret til fortroligt møde

26. aug 2020, 13:30

To partiledere blev i weekenden holdt i uvidenhed om spionskandalen i Forsvarets Efterretningstjeneste.

Det skriver bt.dk.

På et dybt fortroligt møde i Statsministeriet orienterede Mette Frederiksen partiledere om sagen. Men ikke alle var velkomne.

Enhedslistens leder Pernille Skipper og Alternativets Josephine Fock modtog aldrig en invitation til den fortrolige orientering.

Det oplyser de to partier til B.T.

Josephine Fock vil nu kræve en forklaring fra Mette Frederiksen.

- Det undrer mig meget. Med en rapport med så belastende oplysninger om FE, ville det klart have været på sin plads at informere alle partier, siger Josephine Fock til avisen.

Selv om hun er partileder, er hun ikke medlem af Folketinget. Men heller ikke Focks partifælle i Folketinget Torsten Gejl var inviteret.

Josephine Fock kan ikke se nogen forklaring på, hvorfor hun ikke skulle inviteres.

Spørgsmål: Kan det skyldes, at du ikke er sikkerhedsgodkendt?

- Jeg går ud fra, at de tjekker en, når man kommer ind, siger Fock med henvisning til, at hun tidligere har siddet i Folketinget.

Regeringens vigtige støtteparti, Enhedslisten, blev heller ikke inviteret, og leder Pernille Skipper blev heller ikke blevet orienteret på andre måder af Mette Frederiksen i løbet af weekenden, oplyser Enhedslisten til B.T.

Spørgsmål: Kan det skyldes, at Pernille Skipper ikke var sikkerhedsgodkendt til at deltage i mødet?

- Det ved vi ikke. Det har vi ikke fået nogen informationer om, svarer partiet.

Pernille Skipper har på nuværende tidspunkt ingen kommentarer til sagen.

På mødet gav statsministeren en orientering om skandalen i Forsvarets Efterretningstjeneste. Hendes budskab var, at det ikke så godt ud, og at sagen skal undersøges til bunds.

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, deltog heller ikke i weekendens møde, men det skyldtes praktiske årsager.

B.T. har spurgt Statsministeriet, hvorfor Pernille Skipper og Josephine Fock ikke blev inviteret til det fortrolige møde.

Statsministeriet har ingen kommentarer.