Mandag har Retten i Odense varetægtsfængslet to mænd for at have besiddet fire pistoler sidste sommer. (Arkivfoto) Foto: Politifoto/Ritzau Scanpix

Politiet gjorde dramatisk fund: To mænd sat bag tremmer

10. feb, 13:12
En særlig afdeling i politiet, der efterforsker mod blandt andet bander, sigter to mere i stor våbensag.

En stor efterforskning om våben til bandemiljøerne vokser. I weekenden blev to mænd anholdt på Fyn og sigtet for sidste sommer at have besiddet fire pistoler, skriver fyens.dk.

Mændene, der er 27 og 29 år, er mandag blevet fremstillet i et grundlovsforhør i Retten i Odense. Retsmødet er holdt bag lukkede døre. Den ene af mændene har ikke noget imod at besvare spørgsmål, oplyser fyens.dk.

Dommeren har varetægtsfængslet begge mænd frem til 9. marts, oplyser senioranklager Tomas Hugger til Ritzau ved middagstid.

Affæren efterforskes af en specialafdeling i politiet, Særlig Efterforskning Øst, som arbejder på at opklare blandt andet banders kriminalitet.

Sidste sommer blev der fundet i alt 56 skydevåben ved en stribe ransagninger under en stor politiaktion på Fyn. Her blev 14 personer anholdt. Mistanken var, at de mange våben skulle bruges af folk i bandemiljøet i for eksempel København.

Fire af de anholdte har haft en forbindelse til værtshuset Østerport på Nyborgvej i Odense, oplyste en anklager dengang ifølge fyens.dk.

/ritzau/