
Politi efter flere drab i Aarhus: Hjælp os
En 42-årig mand er tidlig torsdag morgen dræbt af knivstik i Brabrand ved Aarhus. Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Klokken 03.48 modtog politiet en anmeldelse om, at flere var ramt af knivstik på parkeringspladsen ved Lenesvej.
- Politi og ambulancer kom hurtigt til stedet og fandt en 42-årig mand ramt af flere knivstik.
- Betjentene og reddere ydede livreddende førstehjælp, men den 42-årige blev kort tid efter erklæret død. Yderligere to personer er ramt af knivstik og modtager behandling, skriver politiet.
Politiet oplyste at være "massivt" til stede i området.
Forbrydelsen skete mindre end ni timer efter et andet drab i Aarhus. Også her er gerningsstedet en parkeringsplads. I den sag blev en 25-årig mand dræbt af skud.
Et større område ved travbanen i Aarhus blev afspærret, fordi betjente ledte efter spor efter drabet, som fandt sted på parkeringspladsen ved Observatorievej.
Politiet fik meldingen klokken 19.10.
- Der pågår i øjeblikket en intensiv efterforskning og undersøgelse af gerningsstedet. Vi forventer at være på stedet resten af natten, skrev Østjyllands Politi om sagen sent onsdag aften.
Naboer i området siger til Århus Stiftstidende, at de tror, at der i den seneste tid er sket salg af stoffer på parkeringspladsen ved Jydsk Væddeløbsbane.
Torsdag morgen kan Østjyllands Politi endnu ikke besvare spørgsmål om sagerne - for eksempel om der er en sammenhæng.
Men en talsperson understreger, at "vi vil meget gerne have oplysninger fra vidner" i begge sager.
/ritzau/