To litauere overfaldet med kniv og skruetrækker

13. sep, 10:46
Det er foreløbig uvist, hvad der gik forud for et voldeligt opgør i Grenaa. En 48-årig mand er anholdt.

To mænd blev natten til søndag overfaldet med en kniv og en skruetrækker på en adresse på Århusvej i Grenaa på Djursland.

De fik skader i henholdsvis lungen og brystet, men er uden for livsfare.

Det fortæller vagtchef René Ludvig fra Østjyllands Politi.

En 48-årig litauisk mand er anholdt. Ofrene er 25 og 46 år og er også fra Litauen. Det er uvist, hvilken relation de har til hinanden.

- Vi aner endnu ikke, hvorfor de blev overfaldet, siger René Ludvigsen søndag formiddag.

Den formodede gerningsmand sigtes for grov vold.

Overfaldet, der blev anmeldt klokken 00.47, var ikke et enestående tilfælde.

Faktisk fik Østjyllands Politi usædvanligt mange anmeldelser om vold natten til søndag, fortæller vagtchefen.

- Vi har haft mange sager om vold i nat både i Aarhus og Randers.

- Det svarer til en almindelig weekendnat inden coronaudbruddet, men de seneste seks måneder har antallet af voldssager ikke været på så højt et niveau som i nat, siger René Ludvig.

Da nattelivet i foråret blev lukket ned i en periode på grund af udbruddet af coronavirus, faldt antallet af voldsanmeldelser på landsplan.

Siden fik værtshuse og barer lov til at betjene gæster igen, mens genåbningen af diskotekerne er udskudt på ubestemt tid.

/ritzau/