To døde i skovbrande i Californien

14. okt 2008
30 kilometer fra Los Angeles raser to voldsomme skovbrande, der holder 1.000 brandmænd fuldt beskæftiget. To mennesker er omkommet.

De voldsomme skovbrande har fået Californiens guvernør Arnold Schwarzenegger til at erklære distrikterne Los Angeles og Ventura i undtagelsestilstand.

Flammerne har allerede spist sig igennem 19 huse og truer flere hundrede andre boliger i San Fernando Valley. Flere end 1.200 personer er blevet evakueret fra deres hjem på grund af flammerne.

For et par dage siden troede brandfolkene, at de havde brandene under kontrol, men så blæste det op i området med den varme Santa Ana-vind, der tørrer al vegetation ud og gør området meget sårbart for de såkaldte wildfires.

"Vindene skaber nye situationer for brandfolkene time for time, hvilket gør det meget vigtigt, at folk i området lytter til myndighedernes råd og evakuerer området," siger Schwarzenegger.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Brandene, der er flere steder i området, dækker over 4.000 hektar skov.

-Newspaq

faktaboks