Timeløn på 90 kr: Er det lovligt, ombudsmand?

28. jan 2013, 09:49
Er tilbud om timeløn på 90 kr. for vikarer til overenskomstdækkede virksomheder vildledende markedsføring? Det skal forbrugerombudsmanden nu tage stilling til.

Smører Baltic Workforce for tykt på, når de i postomdelte breve til overenskomstdækkede danske virksomheder oplyser, at de uden problemer kan hyre vikarer til 90 kroner i timen?

Forbrugerombudsmanden skal nu vurdere, om vikarfirmaet handler i strid med markedsføringsloven.

Det sker efter en henvendelse fra det socialdemokratiske folketingsmedlem Bjarne Laustsen.

"Virksomheder risikerer en slem overraskelse, hvis de tager tilbuddet fra Baltic Workforce bogstaveligt. Det siger sig selv, at en timeløn på 90 kroner er langt under overenskomstsniveau," siger han.

"Humbug og plattenslageri"

Billige østeuropæiske vikarer har i de seneste år vundet større indpas på det danske arbejdsmarked.

Ifølge fagforbundet 3F udgør vikarbureauernes brug af underentrepriser i overenskomstdækkede virksomheder en af de største udfordringer for at sikre overenskomstsvarende lønninger på det danske arbejdsmarked.

Baltic Workforce har vakt opsigt ved aggressiv markedsføring direkte henvendt til virksomheder inden for landbrug, skovbrug, industri og byggeri.

Som beskrevet af Avisen.dk kritiseres Baltic Workforce fra flere sider for at glemme at oplyse, at overenskomstdækkede virksomheder, der benytter sig af de billige vikarer, risikerer at blive holdt økonomisk ansvarlig for manglende løn - og i værste fald kan pålægges bod for overenskomsten.

"Det er humbug og plattenslageri, som er sat i system på et niveau, hvor vi er nødt til at reagere," siger Bjarne Laustsen.

Minister opfordrer til faglig kamp

Henvendelsen til forbrugerombudsmanden sker på opfordring af beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S).

"Jeg synes, at det er helt uacceptabelt, hvis virksomheder forsøger at vildlede eller misinformere kunder om forholdene på det danske arbejdsmarked. Det er imidlertid op til Forbrugerombudsmanden at afgøre, om det konkrete eksempel med Baltic Workforce er i strid med markedsføringsloven," skriver hun som reaktion på en skriftlig henvendelse fra Bjarne Laustsen.

Mette Frederiksen understreger, at Folketinget ikke kan blande sig i spørgsmål, der vedrører løn- og arbejdsvilkår, men opfordrer fagbevægelsen til at øge presset på de østeuropæiske vikarbureauer.

"Jeg vil derfor opfordre til, at de faglige organisationer med de nødvendige midler forsøger at opnå kollektiv overenskomst også med udenlandske vikarbureauer eventuelt ved brug af kollektive kampskridt," skriver ministeren.

Avisen.dk har gennem længere tid forsøgt at indhente en kommentar fra Baltic Workforce. Administrerende direktør Simon From er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.