Tiltalte i Glasvejsagen kendt skyldige

21. okt 2008
To mænd er netop blevet fundet skyldige i at planlægge terrorangreb i den såkaldte Glasvejssag.

 

Et enigt nævningeting fandt tirsdag formiddag de to unge mænd skyldige efter anklageskriftet i den tredje store terrorsag i Danmark.

Afgørelsen faldt ved Retten i Glostrup i en stuvende fuld retssal, skriver DR.

Her måtte tilhørerne vente en halv time med at få læst domsafsigelsen op, da både journalister og nye tilhørere skulle igennem det omfattende sikkerhedsapparat.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

De to unge mænd er blandt andet fundet skyldige i at fremstille det højeksplosive stof TATP - også kaldet Satans Mor.

Desuden skal de have vist stor interesse for at købe kemikalier, reagensglas, glødelamper og digitalvægte til fremstilling af sprængstoffet.

Politiet fandt også en bombemanual gemt i en sofahynde i HK's lejlighed, samt en skitse, der kunne ligne en bus eller en togvogn.

I den enes lejlighed blev der fundet syv mobiltelefoner og 100 taletidskort. På en af mobilerne lå optagelser af de to mænd iført muslimsk hovedbeklædning, mens de råber "død over Amerika - jihad, jihad."

Sagen begyndte i maj 2007, da PET fik et tip om, at den ene tiltalte, HK, var på vej hjem fra et ophold i en al-Qaeda-lejr i Pakistan.

I Kastrup Lufthavn blev hans bagage undersøgt, og her fandt man to ledninger nogle lyspærer rullet ind i en tyrkisk avis. Det fik PET til at begynde en fuld overvågning af HK og hans medtiltalte - den 22-årige AT.

De to blev overvåget i omkring tre måneder, men da den 1. september foretog en mindre prøvesprængning i opgangen på Glasvej, besluttede politiet, at det var tid til at skride til anholdelse.

Politiet foretog tre dage senere en større aktion mod 11 adresser i København. Her blev otte mænd i alderen 19-29 anholdt. Sigtelserne mod seks af dem er senere blevet frafaldet.

/Newspaq/

faktaboks