Tilsvinede medarbejdere får erstatning

23. jan 2014, 14:45
Ejeren af hjemmesiden Det Sorte Register skal betale en stor erstatning til de kommunalt ansatte han svinede til på nettet. Fagforeningen mener, at arbejdsgivere kan lære noget af kommunens måde at tackle sagen på.

Psykisk terror, kidnapning af et nyfødt barn, embedsmisbrug, overtrædelse af love, personforfølgelse og ulovlig medicinering. Det var nogle af de grimme beskyldninger manden bag hjemmesiden Det Sorte Register, Ole Eli Christiansen, fyrede af mod fem medarbejdere og politikere i Odsherred Kommune. Retten har nu dømt ham til at betale hver af de forurettede 100.000 kroner i erstatning. Et højere beløb end i de fleste lignende injuriesager og et eksempel på, at retten anser tilsviningen for en alvorlig sag.

Arbejdsgiverens opgave

Formand for Dansk Socialrådgiverforening, Majbritt Berlau glæder sig over, at retten har talt med store bogstaver og roser især kommunen for at have ført sagen for medarbejderne. Hun mener, at andre arbejdsgivere kan lære noget af Odsherred. Til Dansk Socialrådgiverforenings nyhedsbrev siger hun:

“Vi ser desværre mange eksempler på arbejdsgivere, der ikke ser det som deres opgave at sikre deres medarbejdere mod at blive hængt ud på nettet. Men det er i høj grad et arbejdsgiveransvar. Beskyldninger som dem på Det Sorte Register kommer i forlængelse af medarbejderens rolle som ansat i for eksempel en kommune. Derfor er det utroligt positivt, at Odsherred går ind og tager hånd om de medarbejdere, som bliver udsat for injurier på nettet.”

Hængt ud til spot og spe

Også FTF, der er hovedorganisation for mange offentligt ansatte, peger på, at arbejdsgiveren har et ansvar for at tackle sager, hvor medarbejdere svines til offentligt.

De de første medarbejdere fortalte om, at de var blevet  registreret, handlede kommunen hurtigt og tilbød at føre en civil retssag. Direktør i Odsherred Kommune Gitte Løvgren siger til nyhedsbrevet om sagen:

“Der var tale om så grove beskyldninger og udsagn, at vi hverken ville eller kunne sidde dem overhørig,og der var vel at mærke både navn og billede på medarbejderne, som på denne måde blev hængt ud til sport og spe på en offentligt tilgængelig hjemmeside.”

Ingen søvnløse nætter

I alt fem medarbejdere og politikere fra kommunen blev hængt ud. To af medarbejderne er socialrådgivere. Ole Eli Christiansen har tidligere sagt i et interview med Avisen.dk, at han på ingen måde har søvnløse nætter over at hænge folk ud offentligt.

Retten i Holbæk har nu idømt ham 20 dagbøder på hver 100 kroner, eller 20 dages fængsel. Desuden skal han betale 100.000 til hver af de forurettede - et væsentligt højere beløb end set i lignende injuriesager, og sagens omkostninger på knap 40.000 kroner.