Tillidsmand og far til tre: Pasning af sygt barn skal ikke løses ved lov

Jeppe_Wenneberg_Nygaard_redigeret
14. feb. 2021 08.26
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].

I disse dage er der en underskriftindsamling i gang om et borgerforslag om pasning af eget barn ved sygdom.
Tager man udgangspunkt i Industriens overenskomst, så har man typisk barnets første og anden sygedag, hvor den første er med løn.

Forslaget går ud på at man skal vedtage ved lov, så alle har ret til pasning af sygt barn i op til 120 dage, med løn svarende til 80 procent af dagpengesatsen.

LÆS OGSÅ: Forældre kræver bedre vilkår ved børns sygdom: 'For nemt at overlade til overenskomstforhandlinger'

Selv om det er et sympatisk forslag, så rejser det dog en del spørgsmål og problematikker.

I over 100 år har vi i Danmark haft overenskomster uden statslig indblanding, hvor arbejdsgiver og arbejdstagere har aftalt spillereglerne for deres fagområde.

I Forsikringsforbundet har man eksempelvis barn syg i op til 5 dage af gangen med fuld løn. Måske dette kunne være noget at sigte efter for os i industrien?
Jeppe Nygaard, tillidsrepræsentant og far til tre

Hvis vi laver indgreb ved lov, er vi så ikke på kanten til at underminere den danske model? Vil et sådant forslag ikke også sortere kompetente medarbejdere fra ved en jobsamtale, alene af den grund at de har små børn, eller på vej til at stifte familie? Hvordan skal en arbejdsgiver planlægge en produktion, hvis flere medarbejdere har sygt barn på nærmest ubestemt tid? Og ja, hvordan skal vi betale for sådan en ordning?

I Norge har alle ved lov ret til 10 dages barn syg om året. Ved 2 børn 15 dage. Dette er med fuld løn. Men efter 3 dage kan arbejdsgiver kræve en lægeerklæring.

Ferieloven er dog et godt eksempel fra overenskomsterne, der blev til lov. Retten til ferie kom fra overenskomsterne i 1919 og udbygget frem til 1938, hvor det blev til lovgivning og en ret for alle.

LÆS OGSÅ: DA kritiserer politikere for at skade den danske model: 'Uacceptabelt og illoyalt'

Men hvis vi laver indgreb med lovgivning omkring dette, hvad bliver så det næste?

Vi er jo kommet til det vi har i dag, ved at arbejdsmarkedets parter er nået til enighed, uden statens indblanding. Måske vi hellere skal udbygge de ordninger, der er nu gennem overenskomsterne, så de passer til de forskellige faggrupper?

I Forsikringsforbundet har man eksempelvis barn syg i op til 5 dage af gangen med fuld løn. Måske dette kunne være noget at sigte efter for os i industrien?

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].