FREDAGSSPAREGUIDE: Tilbud: Seks hjemmelavede supermarkedsløgne

19. mar 2010
Supermarkeder bugner af fabrikslavet mad, der tager sig ud for at være hjemmelavet

Uanset om du køber ind i Superbrugsen, Kvickly, Føtex, Bilka, Superbest eller andre store supermarkeder, så svarer det sig at se sig for – og at være skeptisk over for betegnelser som "Bagerens", "Delikatessens" og "Slagterens". Det er nemlig langt fra en garanti for, at varerne er lavet af supermarkedets faguddannede personale.

Så hvis du tror, at bageren har været tidligt oppe for at ælte dejen, eller at slagteren har haft en finger i flæskefarsen for at smage, om den er tilstrækkelig salt, så tro straks om igen.

Supermarkederne sælger i stor stil optøet wienerbrød og konditorkager leveret af industribagerier samt slagter- og delikatessevarer fra store fabrikker.

Industrielt fremstillet postej

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Frosne industri-fiskefileter dybsteges i friture ude bagved, lægges i en foliebakke med et bæger industriremoulade og mærkes "Delikatessens".

Leverpostej fra fabrikken Stryhns bliver ompakket og mærket "Slagterens". Kødpølse fra fabrik skæres i Superbrugsen i skiver og mærkes "Slagterens". Ingen steder står der, at pølsen er industrielt fremstillet.

"Hvis pølsen er fra en ekstern leverandør skal den deklareres. Er den det ikke, er det en fejl, som vi vil rette op på," siger Jens Juul Nielsen, informationsdirektør i Coop, der driver Superbrugsen. Han ser i øvrigt intet problem i at mærke industri-mad "Delikatessen" og lignende.

Men det gør Camilla Udsen, der er fødevarepolitisk medarbejder i Forbrugerrådet.

"Det er udbredt og tangerer i nogle tilfælde vildledning. Supermarkeder er meget opfindsomme for at få forbrugerne til at tro, at der er tale om hjemmelavede kvalitetsvarer, som kan sælges til en højere pris," siger Camilla Udsen.

Hun er ikke i tvivl om, at mange forbrugere falder for salgstricket.

"Så mit råd er at se sig for og spørge supermarkedets personale, om varerne vitterligt er hjemmelavede – og at anmelde det til fødevaremyndighederne, hvis man føler sig vildledt."

Fredagsspareguide-redaktionen købte i går disse lækkerier i Superbrugsens slagter, bageri og delikatesse.Slagterens kødpølse. Intet sted står, at den er fremstillet på Delika i Hammel, og at den indeholder bl.a. ærtemel, kartoffelmel, sojaprotein, E 451, dextrose, hydrolyseret sojaprotein, farvestof, antioxidant, smagsforstærker og konserveringsmiddel.

Slagterens leverpostej. Eller hvad? Tjooow. Den er lavet af slagteren hos Stryhns leverpostejsfabrik. Superbrugsen-slagteren har blot skåret den ud af Stryhns emballage og mærket den med prisen: 21,95 kr.

Bageren's hindbærsnitte. Mere retvisende ville det måske være at skrive kagefabrikkens optøede hindbærsnitter. De er nemlig fremstillet på Bæchs Konditori i Hobro, der er en af landets største kagefabrikker. De er bragt til Superbrugsen i frossen tilstand, optøet og mærket "Bageren's".

Denne lune Slagteren's kylling i butterdej i Superbrugsens delikatessedisk er fra fabrik og ikke fra Superbrugsen. Fabrikken hedder Rahbek og ligger i Fredericia. Den producerer færdigretter, butterdejsprodukter og fyldte, panerede produkter. Varen har været frosset. Den er optøet i Superbrugsen. I lodret strid med fødevarelovgivningen står der ikke anført, hvilke ingredienser der er i varen.

Slagterens Sambusi med oksekød er leveret fra fabrikken Salissa Food, der fremstiller færdigretter med afrikansk islæt. De har været frosne, men er optøet i Superbrugsen.

Delikatessens pastasalat med kylling og karrydressing, står der på emballagen. Den er fremstillet i et produktionskøkken hos Det Eksotiske Catering ApS.