Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) har udskudt dele af udmøntningen af politisk arbejdsmiljøaftale. Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Minister-notat: Sådan bremser covid-19 tidsplanen for ny arbejdsmiljølov

28. maj 2020, 21:00
Covid-19 påvirker udmøntningen af sidste års arbejdsmiljøaftale, og flere elementer er allerede blevet udskudt. Det fremgår af et notat fra Beskæftigelsesministeriet.

2020 skulle have været året, hvor mange af elementerne i sidste års politiske arbejdsmiljøaftale blev udmøntet.

Det kan stadig ske, men coronasituationen har betydet, at mange af planerne nu er udskudt.

Det gælder blandt Arbejdstilsynets planlagte brancherettede tilsyn, der er sat i bero på ubestemt tid, og det samme er det videre arbejde med at indføre en bekendtgørelse om psykisk arbejdsmiljø.

LÆS OGSÅ: Arbejdsmiljø i en krisetid: Force majeure, utryghed og AMO som en vigtig aktør

Også de planlagte møder i det nedsatte AMO-udvalg, der skal se på potentialet for en forbedret struktur for arbejdsmiljøarbejdet på landets arbejdspladser, er udskudt. De første møder skulle have været afholdt i april, men er udskudt til her i maj eller juni.

På Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) tripper man for at komme i gang med en ny national strategi for arbejdsmiljøforskning, men den ventes først klar til efteråret. Arbejdet med at udforme den nye strategi er dog begyndt, da man i første halvår af 2020 afsluttede dialogen med relevante forskningsmiljøer.

Skærpede bøder og aftaleforløb følger tidsplan

Til gengæld ventes coronakrisen ikke at spænde ben for planerne om at ændre Arbejdstilsynets nuværende rådgivningspåbud til et kompetencepåbud. Ændringen forventes fortsat at blive implementeret fra 1. april 2021. Heller ikke de kommende aftaleforløb mellem Arbejdstilsynet og virksomhederne er påvirket den nuværende situation.

LÆS OGSÅ: Marie leder kommunens arbejdsmiljøteam: Derfor er MED og TRIO ekstremt vigtige i genåbningen af Danmark

Aftaleforløbene, der indføres fra 1. september i år, skal fungere som supplement til påbud, når virksomheder har udfordringer med komplekse arbejdsmiljøforhold. Det kan eksempelvis være om det psykiske arbejdsmiljø.

Indførelse af gebyr for skærpet tilsyn, skærpede bøder og forhøjelse af grundbøden ved overtrædelser af arbejdsmiljøloven følger ligeledes den oprindelige plan.

Læs eller genlæs sidste års politiske arbejdsmiljøaftale her.

Brug søgefunktionen i infografikken og find det element i arbejdsmiljøaftalen, du søger efter. Oversigten er stykket sammen ud fra et notat sendt fra Beskæftigelsesministeriet til Folketingets beskæftigelsesudvalg.