Både Dansk Folkeparti og Radikale Venstre er klar til forhandlinger om ret til tidligere folkepension for borgere, der kom tidligt på arbejdsmarkedet.

- Nu er valget overstået, og vi afventer Mette Frederiksens udspil, men vi er klar til at forhandle, når der ligger noget konkret, siger beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted (DF).

LÆS OGSÅ: Slagteriarbejder savner pensionssvar: "Optur, hvis de havde lagt noget præcist frem"

I den politiske aftale om en ny seniorpension, som blev indgået før valget af mellem den nu afgående regering, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre – fastslår partierne ellers, at det er "et grundlæggende princip i det danske pensionssystem, at alle i samme årgang har samme efterløns- og folkepensionsalder uanset uddannelse, arbejdsmarkedstilknytning mv”.

Altså: Der er lukket for Socialdemokratiets idé om en differentieret pensionsalder, der gør det muligt for brolæggeren at gå tidligere på pension end overlægen.

Det kan være, der kommer en stor pakke, hvor der gives til alle sider, men foreløbigt har vi vores politik.
Rasmus Helveg Petersen (R), beskæftigelsesordfører

Både Radikale Venstre og Dansk Folkeparti fastslog før valget, at det krævede en opsigelse af velfærdsforliget (politisk aftale om stigning i danskernes pensionsalder, red.) fra Socialdemokratiets side, hvis der skal ske ændringer af pensionsalderen i denne valgperiode.

Den del står Bent Bøgsted (DF) - i runde vendinger - fast på:

- Tidligere pension kan ikke træde i kraft i den her periode, med mindre Mette Frederiksen finder en smutvej. Jeg skal ikke med sikkerhed kunne sige, om det er muligt. Men hun kan godt lave en aftale i denne periode, som så træder i kraft efter næste valg.

Men vil det ikke være et løftebrud?

- Nej, det vil jeg ikke sige. Hvis hun kan lave en aftale, så har hun bare været lidt for optimistisk, men jeg vil ikke kalde det vælgerbedrag. Kun hvis hun ikke indkalder til møder og ikke får noget som helst på plads, vil jeg bruge det ord.

Før valget kaldte De Radikales beskæftigelsesordfører, Rasmus Helveg Petersen, den socialdemokratiske pensionsplan død.

Helt så fast i formuleringerne er han ikke i dag:

- Vi har vores politik. Det kan være, der kommer en stor pakke, hvor der gives til alle sider, men foreløbigt har vi vores politik.

Du siger, det kan blive en del af et større forlig, hvor man giver og tager. Hvad betyder det?

- Der er ikke et flertal for den socialdemokratiske pensionsplan, som den ligger. Så må de jo forhandle med nogle partier for at få det igennem. Især når man kigger på pengene, kan vi se, at det bliver svært at finansiere, og vi er ikke overbeviste om, at vi skal bruge penge på det her, siger Rasmus Helveg Petersen.

Faglige forventninger

Hos Fødevareforbundet NNF, der blandt andet organiserer slagteriarbejdere, glæder formanden Ole Wehlast sig over tonerne fra specielt Dansk Folkeparti. Han mener, at en af forklaringerne på Dansk Folkepartis dårlige valgresultat er, at partiet ikke har bakket op om Socialdemokratiets pensionsudspil.

- Mange af mine medlemmer stemmer normalt på Dansk Folkeparti, og de havde en forventning om, at deres parti ville støtte et forslag om en rettighedsbaseret ordning. Det glæder mig virkelig, at Dansk Folkeparti nu åbner døren op, siger Ole Wehlast.

Det er noget af det første, Mette Frederiksen skal tage fat på.
Ole Wehlast, formand for Fødevareforbundet NNF

Han mener, at en ny regering under Socialdemokratiets ledelse meget hurtigt skal have en aftale om tidlig pension på plads:

- Det er noget af det første, Mette Frederiksen skal tage fat på. Om det er indenfor den første måned eller det første år, skal jeg ikke sige. Jeg kan se udfordringerne med de radikale, men så kan Dansk Folkeparti forhåbentlig hjælpe til.

Vil du blive skuffet, hvis retten til tidligere pension ikke bliver gennemført i denne valgperiode?

- Ja, det vil jeg. Vi har en berettiget forventning om, at det her bliver til virkelighed. Og det forstår jeg også på Socialdemokratiet, at det gør.

Hurtigst muligt

Mattias Tesfaye, der er Socialdemokratiets ordfører på området, glæder sig over meldingerne fra Dansk Folkeparti og Radikale Venstre:

- Jeg er glad for, at alle har en konstruktiv tilgang. Der er opstået et reelt problem efter, at Lars Løkke Rasmussen ødelagde efterlønnen, og det problem har alle en forpligtigelse til at få løst.

Kan Socialdemokratiet holde til, at der ikke indføres en ret til tidligere pension i denne valgperiode?

- Vi står fuldstændig fast på, at der skal være en ret til tidligere pension for dem, der kom tidligt ud på arbejdsmarkedet og er nedslidte. Jeg er optimist, og jeg tror på, at vi får en socialdemokratisk regering, som kan gennemføre vores forslag. Ikke bare i denne valgperiode, men hurtigst muligt, siger Mattias Tesfaye.

LÆS OGSÅ: Mettes ministerkabale: Sådan kan en ren S-regering se ud