Klaus_Krogsb__k_1650_px-medium_32-medium_32

Tidligere LO-konsulent: Hvad der stresser de unge, stresser også kloden

13. feb 2021, 09:15
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning og ikke et udtryk for A4’s holdning.
Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til [email protected]

CORONA HAR RAMT OS ALLE PÅ PSYKEN. Ikke mindst er de unges trivsel påvirket af nedlukningen og de mange restriktioner. De unge savner selvfølgelig kontakten til venner og medstuderende, og mange føler sig ensomme og bekymrer sig om fremtiden:

Hvordan vil pandemien påvirke mig og min familie? Hvordan kommer det til at gå med job og uddannelse?

De unges bekymringer bygger oven på i forvejen negative tendenser. Fagfolk og forskere har de senere år meldt om flere sårbare unge mærket af stress, ensomhed og mistrivsel og en evig følelse af aldrig helt at slå til.

Det er ikke mindst de massive præstationskrav og kravet om evig selvudvikling, der rammer de unge. 

LÆS OGSÅ: Dansk supermarkedsgigant får kæmpe bøde: Butikschef var illegal migrant

Præstationskravene fremmes især af et test-domineret uddannelsessystem - godt suppleret af de sociale medier, hvor det konstant drejer sig om at 'være på'. Det handler om evnen og viljen til at 'performe' og præstere.

Kravet om selvudvikling fortsætter i samme spor. Det handler om selvevaluering, om at være parat til at ændre normer og vaner. Der er altid noget, man kan gøre anderledes og bedre; man er altid på vej, men aldrig i mål.

Det er den konstante fokus på kapitalforøgelse, som kræver stadig mere af menneskene og stadig mere af natur og klima, og som truer med at ødelægge livet for de fremtidige generationer
Klaus Krogsbæk, fhv. konsulent i LO-fagbevægelsen

Tilbage står de unge med en følelse af utilstrækkelighed – og med en risiko for at gå ned med stress, angst og depression.

Både præstationskravet og kravet om evig selvudvikling afspejler grundlæggende mekanismer i den kapitalistiske økonomi. Her er det primære nemlig ikke produktionens konkrete indhold, men det overskud, som den giver. Det er altså produktion som sådan, der tæller, mens det er mindre afgørende, hvad der produceres (det kan lige så godt være krigsmateriel som hospitalsudstyr).

PRODUKTIONEN STOPPER DERFOR IKKE, fordi konkrete mål er nået, eller bestemte behov opfyldt; i stedet findes – eller opfindes – nye mål og behov, som kan få den indskudte kapital til at vokse på ny. Processen fortsætter således i en uendelig jagt på at forvandle penge til flere penge og flere penge til endnu flere penge osv. osv.

Det er disse mekanismer, der afspejler sig i vores moral, når vi lægger vægt på konstant at præstere og hele tiden udvide grænsen for vores præstation.

De grænseløse præstationskrav ødelægger vores krop og sind, på samme måde som den grænseløse udnyttelse af natur og klima ødelægger jordkloden
Klaus Krogsbæk, fhv. konsulent i LO-fagbevægelsen

Alt dette er der intet nyt i. Mekanismerne er lige så gamle som kapitalismen selv, og præstationskravene har i årtier afspejlet sig i hele vores kultur og lovgivning (tænk blot på beskæftigelsespolitikken).

Når de unge nu føler sig presset, hænger det sandsynligvis sammen med den markedsgørelse, som både uddannelsessystemet og privatsfæren har undergået de senere år, og som mere eller mindre kræver, at de unge iscenesætter sig selv – gør sig klare til markedet - fagligt og personligt, fireogtyve syv.

Problemet er universelt i den forstand, at det ikke alene har stor betydning for hvert enkelt individ men også for hele kloden. De grænseløse præstationskrav ødelægger vores krop og sind, på samme måde som den grænseløse udnyttelse af natur og klima ødelægger jordkloden.

Det er den konstante fokus på kapitalforøgelse, som kræver stadig mere af menneskene og stadig mere af natur og klima, og som truer med at ødelægge livet for de fremtidige generationer. Hvor vi er ramt af stress, er jorden ramt af opvarmning.

LÆS OGSÅ: Kampagner skal rykke dagsordenen under OK21: 'Problemet er, at vi har set det før – om og om igen'

DEN GODE NYHED ER, at alt dette hverken er naturlove eller bestemt af Gud, men derimod skabt af mennesker og derfor også kan ændres af mennesker. Hvad der skal gøres, skal jeg ikke gøre mig klog på her.

Blot opfordre til, at man ikke stiller sig tilfreds med en symptombehandling, men griber fat om nældens økonomiske rødder til de evige præstationskrav, der truer os hver især og truer vores fælles fremtid.