Tidligere LO-konsulent: Høj organisationsprocent gør det ikke alene

DET GÅR TILBAGE for den danske fagbevægelse. Andelen af lønmodtagere, der er medlem af en ’rigtig’ fagforening, faldt fra næsten 70 procent i 2000 til 53 procent i 2018. Det viser en opgørelse offentliggjort i denne uge af mediehuset Mandag Morgen og udarbejdet af FAOS på Københavns Universitet.

Opgørelsen viser også, at andelen af medlemmer af en ’gul’ fagforening steg fra 3,9 procent i 2000 til 11,1 procent i 2018, mens andelen af uorganiserede i samme periode steg fra 27 til 35,7 procent. I absolutte tal er der nu mere end én million uorganiserede lønmodtagere.

LÆS OGSÅ: Massiv medlemsflugt fra fagbevægelsen: 'Et wake up call'

Både forskerne bag opgørelsen og fagbevægelsens ledere tager udviklingen meget alvorlig. Over for TV2 påpeger lektor Jens Arnholtz, FAOS, at fagbevægelsen mister legitimitet, hvis medlemmerne forsvinder - for hvem forhandler parterne så på vegne af? Og formanden for FH, Lizette Risgaard, mener, at det på sigt kan skade vores arbejds- og lønvilkår, hvis ikke udviklingen bliver vendt.

MEN HVAD SKAL DER TIL for at vende udviklingen? Eller mere direkte spurgt: Hvad kan vi i fagbevægelsen selv gøre, så tilbagegangen bliver vendt til fremgang?

Allerførst må det stå helt klart, at fortsætter vi som hidtil, får vi også et resultat som hidtil, nemlig fortsat nedgang i organisationsprocenten. Vi bør derfor selvkritisk – og med tilpas megen selvironi – huske på Albert Einsteins ord om, at ”der findes intet mere sikkert tegn på sindssyge end at gøre det samme om og om igen og så forvente, at resultatet hver gang er anderledes”.

LÆS OGSÅ: Forsker: Fagforeninger skal sælge varen meget mere end før

Så hvad skal vi gøre bedre og anderledes? Hvad skal vi lægge vægt på? Ja, blandt andet at en høj organisationsprocent ikke gør det alene. Selvfølgelig er organisationsprocenten vigtig for at sikre os legitimitet i forhandlinger med arbejdsgiverne, således som FAOS-forskeren påpeger. Men skal en højere medlemsandel føre til en større faglig og politisk styrke – og det er vel meningen med det hele - handler det også om andre forhold.

Fokuserer vi ensidigt på organisationsprocenten, risikerer vi at få nogle organisationer med en snæver faglig dagsorden, og for hvem medlemmerne er nogle, der bare skal betale kontingent og fylde i statistikkerne. På den måde kan der nok opbygges en tilstrækkelig styrke til at skabe beskedne forbedringer for organisationens egne medlemmer, men ikke styrke nok til at få løst de store og alvorlige problemer - hvilket i sidste ende har stor betydning for, om folk tilslutter sig fagbevægelsen.

MEDLEMMERNES STØRSTE PROBLEMER er fælles for os alle og kræver derfor fælles løsninger: Højere dagpenge, lavere pensionsalder, kortere arbejdstid, bedre uddannelser, mindre stress og nedslidning osv.; alle tværfaglige eller politiske spørgsmål som ikke kan løses af fagene hver for sig, men kun via det tværfaglige fællesskab.

LÆS OGSÅ: 3F-leder om faldende medlemstal: Vi skal se os selv efter i sømmene

De fælles problemer kræver desuden et engagement og en bredde, som organisationernes valgte og ansatte ikke kan opbyde alene, men som forudsætter høj medlemsdeltagelse. Det handler om at engagere medlemmerne bredt for at vinde folkelig opbakning til at få løst de største spørgsmål på arbejdspladsen og i samfundet.

Høj organisationsprocent er vigtig. Men skal en kvantitativ vækst slå over i en kvalitativ styrkelse af fagbevægelsen, skal den gå hånd i hånd med mere tværfagligt samarbejde og højere medlemsengagement.