Tidligere justitsminister Ole Espersen er død - 85 år

5. dec 2020, 10:09
Den tidligere justitsminister Ole Espersen (S) er død, skriver tidligere overborgmester i mindeord.

Tidligere justitsminister Ole Espersen (S) er død - 85 år gammel. Det fremgår af mindeord i Bornholms Tidende skrevet af den tidligere overborgmester i København Frank Jensen (S).

Espersen er sovet stille ind fredag i Rønne, og bisættelsen vil finde sted i stilhed, skriver hans familie i en dødsannonce i Bornholms Tidende lørdag.

Ole Espersen kom i Folketinget ved jordskredsvalget i 1973 fra Brønshøjkredsen for Socialdemokratiet, en kreds han repræsenterede i to årtier.

Valget endte med Venstre-regering under Poul Hartling. I 1975 vandt Socialdemokratiet - med Anker Jørgensen i spidsen - magten tilbage og dannede regering.

Seks år senere, i januar 1981, blev Ole Espersen udnævnt til justitsminister i Anker Jørgensens fjerde regering, da indenrigs- og justitsminister Henning Rasmussen ville af med den sidste titel.

Udnævnelsen kom, selv om Politiets Efterretningstjeneste (PET) frarådede Anker Jørgensen at gøre det.

Men den daværende socialdemokratiske statsminister undlod at følge advarslerne, og derfor nåede Ole Espersen knap to år som justitsminister, inden Socialdemokratiet i september 1982 måtte afgive regeringsmagten til Poul Schlüters (K) første regering.

Årsagen til PETs skepsis var, at Ole Espersen havde mødt sovjetiske diplomater.

- Der var tale om et forsøg på at miskreditere mig fra nogen, som ikke brød sig om at få mig som minister, har Ole Espersen udtalt i forbindelse med sin 80-års fødselsdag i 2014.

Som justitsminister stod Ole Espersen i spidsen for blandt andet lovgivning mod tv-overvågning i offentlige rum og en nedsættelse af straffen for berigelseskriminalitet.

Ole Mogens Espersen blev født i Nylars på Bornholm og blev i 1959 færdiguddannet cand.jur ved Københavns Universitet. Efterfølgende blev han ansat i Justitsministeriet, inden han i 1971 blev professor i statsforvaltningsret ved Københavns Universitet.

Her vendte han senere tilbage som professor i folkeret, efter at hans tid som medlem af Folketinget i 1994 var afsluttet efter 21 år.

Ole Espersen blev kommissær for demokratiske institutioner og menneskerettigheder ved Østersørådet, og han var også formand for Den Danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder.

Han var desuden i to omgange desuden formand for det daværende Radiorådet og har siddet i Europa-Parlamentet fra 1974-1977.

/ritzau/