Allan Holst, nuværende 1. viceborgmester og tidligere borgmester i Dragør Kommune, er død. Foto: Bjarke Maccarthy/Ritzau Scanpix

Tidligere borgmester er død: "Vi har mistet en god ven"

8. mar, 13:56
Allan Holst var borgmester i Dragør fra 2006 til 2013.

Den nuværende 1. viceborgmester og tidligere borgmester i Dragør Kommune, Allan Holst, er død. Det skriver TV 2 Lorry.

Det oplyser Socialdemokratiet i Dragør på Facebook. 

Allan Holst blev 65 år gammel og efterlader sig kone og tre børn.

- Det var en stor sorg, da vi fik at vide, at Allan Holst afgik ved døden fredag den 6. marts 2020, skriver Socialdemokratiet i Dragør på Facebook.

- Vi har mistet en god ven, en afholdt og respekteret politiker i Dragør. Vi vil savne Allan, vores ankermand og trofaste ven. Vores tanker går til Inge og familien, som har mistet en ægtemand, far, morfar og meget mere. Æret være Allans minde, skriver partiforeningen.

Allan Holst var 1. viceborgmester i Dragør Kommune, hvor han også var formand for By-, Erhvervs- og Planudvalget samt medlem af Økonomiudvalget og Børne-, Fritids- og Kulturudvalget.

I perioden 2006-2013 var Allan Holst borgmester i Dragør Kommune. Allan Holst har tidligere været valgt til kommunalbestyrelsen for Socialdemokratiet i perioden 1990-1998.

Allan Holst har erfaring med ledelses- og bestyrelsesarbejde gennem mange år. Siden 2014 har han arbejdet som Senior Executive Secretary på Københavns Universitet.