(Arkivfoto) Foto: Michael Bothager/MIBO/Ritzau Scanpix

Tidligere ansat taber sag: Ikke ret til dagpenge

30. jul 2020, 06:50
De såkaldte platform-job giver ikke ret til dagpenge. Det viser en ny afgørelse fra Center for Klager om Arbejdsløshedsforsikring, der afviser, at en tidligere ansat ved en kurérvirksomhed har ret til dagpenge.

En tidligere ansat ved kurérvirksomheden Urban Assist må nu se i øjnene, at han ikke har ret til dagpenge.

Årsagen er, at den form for arbejde og de vilkår, den nu tidligere kurér udførte og arbejdede under hos Urban Assist, adskilte sig væsentligt fra gældende overenskomster eller almindelige løn- og arbejdsvilkår i øvrigt. Derfor kan indkomsten ikke tælles med i det såkaldte indkomst-krav, lyder det.

Det har Center for Klager om Arbejdsløshedsforsikring (CKA) netop afgjort i en sag. Det skriver Fagbladet 3F.

Her fremgår det, at man ikke kan optjene ret til dagpenge, når man kører som chauffør for en såkaldt platformvirksomhed som Urban Assist, der leverer chauffører til smartphone-appen Urban Go, der tilbyder fragtløsninger.

Den tidligere ansatte var ansat hos Urban Assist fra den 16. april til den 15. august 2018, hvor han kørte som kurér i egen bil. Han søgte herefter dagpenge den 15. oktober 2018, hvor han fik aflag, hvilket var startskuddet til en klagesag, som han altså nu har tabt.

Det er ikke første gang, at en ansat i en såkaldt deleøkonomisk virksomhed eller platformsvirksomhed kommer i klemme.

Netop derfor bør det ringe en klokke, når man begynder at arbejde for en deleøkonomisk virksomhed eller platformsvirksomhed, lyder det fra Karina Hjort Lehmann, der er jurist i 3F's a-kasse.

- Det kan være, at man selv skal lægge ud for udgifter. Eller selv sende fakturaer ud. Så bør man være i kontakt med sin fagforening og også afklare vilkårene med a-kassen, siger hun til Fagbladet 3F.

Afgørelsen fra CKA kan læses her.