Tidligere LO-konsulent: Fælles problemer kræver fælles løsninger
DER ER GOD GRUND til at gøre ligeløn til et tema ved overenskomstforhandlingerne på det offentlige område. Lønforskellen rammer nemlig ikke mindst pædagoger, sygeplejersker og social- og sundhedsansatte.
Der er også god grund til at forøge normeringerne på daginstitutionsområdet - ligesom der er på ældreområdet og på det specialiserede socialområde; af hensyn til børnene og borgernes velfærd, og af hensyn til personalets arbejdsmiljø.
LÆS OGSÅ: Lærer kritiserer kolleger: Ringe møde-disciplin og uinspirerende undervisning
Og endelig er der også gode grunde til at forhøje dagpengene. Deres værdi er faldet igennem mange år, og alle risikerer derfor mere ved ledighed i dag end tidligere. Det giver et utrygt arbejdsmarked.
LIGELØN, VELFÆRD, ARBEJDSMILJØ OG DAGPENGE – alle eksempler på problemstillinger med stor betydning for hvert enkelt medlem og for fagbevægelsen som helhed. Og som kun kan løses gennem tværfagligt samarbejde.
Ved første øjekast kan det synes paradoksalt, at netop de nære problemstillinger med daglig og praktisk betydning for den enkelte kræver store og generelle løsninger. Men omvendt kan ingen vel forestille sig, at man lokalt kan opnå markant bedre løn- og arbejdsforhold end alle andre? For hvem skal betale? I en privat virksomhed vil betydeligt større udgifter end hos konkurrenterne føre til dyrere produkter og alvorligt svække konkurrenceevnen. I en offentlig institution vil det prompte føre til sanktioner oppefra i henhold til økonomiaftaler og budgetlov.
LÆS OGSÅ: Professor ser én vej ud af coronakrisen: Erstat grådighed og turbokapitalisme med solidaritet
Eksistentielle spørgsmål om velstand og velfærd hører derfor hjemme ved de generelle overenskomstforhandlinger og i Folketinget. Af flere grunde er det kun godt for fagbevægelsen. Ikke mindst fordi folk i almindelighed opfatter generelle overenskomstbestemmelser og lovgivning som rettigheder, som de ikke vil give fra sig igen; og som derfor appellerer til sammenhold frem for gruppeegoisme.
Den folkelige opbakning blandt borgere og medlemmer kan kun opnås, hvis fagbevægelsens målsætninger sigter mod tværfaglige og almene interesser - frem for faglige særinteresser
Klaus Krogsbæk, fhv. konsulent i LO-fagbevægelsen
Det tværfaglige samarbejde er en forudsætning for at opnå tilstrækkelig styrke til at gennemføre de nødvendige politiske og økonomiske indrømmelser over for arbejdsgiverne og det politiske system. Den folkelige opbakning blandt borgere og medlemmer kan kun opnås, hvis fagbevægelsens målsætninger sigter mod tværfaglige og almene interesser - frem for faglige særinteresser; vi kan forvente stor opbakning til ligeløn for alle, men ikke til nogle frem for andre. Således var det tilbage i 2018 musketereden mellem organisationerne – altså det tværfaglige sammenhold - som skabte den store folkelige opbakning til de offentligt ansatte og gjorde deres krav populære.
LÆS OGSÅ: Analyse: Derfor skaber forslag om 'badebillet' til dagpenge voldsom debat i fagbevægelsen
SÆRINTERESSER ER DERIMOD upopulære i befolkningen, som længes efter sammenhold frem for egoisme. Særinteresserne kan også virke kontraproduktive for fællesskabet; en gevinst for den ene gruppe kan hurtigt blive et tab for den anden. Eksempelvis kan lønfremgang for nogle betyde løntilbageholdenhed for andre; bedre normeringer i den ene ende kan føre til dårligere i den anden; lønforsikringer for nogle kan svække dagpengesystemet for alle. Og så videre.
Ligeløn, velfærd, arbejdsmiljø, dagpenge m.v. – en række af de største problemer er fælles for os alle, for vi er alle lønmodtagere. Der er tale om både politiske spørgsmål og generelle overenskomstanliggender. Løsningen kræver i alle fald tværfagligt samarbejde. Jo mere de enkelte fagforeninger og forbund erkender dette, desto større relevans får de for deres egne medlemmer.
Din mening
På A4 Arbejdsliv vil vi rigtig gerne dele din mening om arbejdslivets udfordringer og idéer til løsninger med vores andre læsere. Så send et debatindlæg til [email protected] - husk gerne et foto.