20210204114650683_1000
Både Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige ser gerne Inger Støjberg som nyt medlem, efter hun har meldt sig ud af Venstre. (Arkivfoto.) Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Thulesen Dahl og Vermund står klar med åbne arme: Støjberg er velkommen

4. feb 2021, 12:02
Inger Støjberg er nu løsgænger, men har en åben invitation fra Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige.

Både Kristian Thulesen Dahl (DF) og Pernille Vermund (NB) slår endnu en gang fast, at de gerne ser Inger Støjberg i deres respektive partier.

Det sker efter Inger Støjberg torsdag har meddelt, at hun forlader Venstre og bliver løsgænger.

- Inger melder sig ud af Venstre. Hun er velkommen i DF, skriver Kristian Thulesen Dahl, formand for Dansk Folkeparti, på Facebook.

- Vi har gennem årene haft et rigtigt godt samarbejde, og jeg ønsker Inger alt det bedste i fremtiden. Både med Rigsretssagen - men også med at finde stedet for at fortsætte det politiske arbejde.

Pernille Vermund, formand for Nye Borgerlige, siger, at det ikke kommer bag hende, at Inger Støjberg nu har sagt farvel til Venstre.

- Jeg tror, at de fleste har set det komme. Det var nærmest uundgåeligt, sådan som det hele har udviklet sig, siger Pernille Vermund.

- Inger Støjberg er stadig velkommen hos os, slår hun videre fast.

- Jeg har sagt det klart i medierne, når jeg er blevet spurgt. Om det er noget vi har diskuteret efter, at hun har meldt sig ud, så er svaret nej.

Onsdag stemte et flertal i Folketinget - heriblandt størstedelen af Venstre - for, at der skal rejses en rigsretssag mod Inger Støjberg for ulovlig adskillelse af asylpar.

Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige stemte dog imod og har igennem hele forløbet støttet Inger Støjberg.

Hun ville også passe godt ind i begge partier, vurderer Hans Engell, politisk kommentator.

- Nye Borgerlige er en lille gruppe, og forholdet mellem Pernille Vermund og Inger Støjberg er rigtig godt. De har også brugt enorme kræfter på at kæmpe Støjbergs sag.

- Tilsvarene har DF også gjort det. Der har hun også et godt forhold. Det, der taler for DF, er, at det er et stort, ældre parti med større organisation og et bagland, som Støjberg kender fra det midt- og vestjyske. Og DF mangler flere kvindelige profiler, siger Hans Engell.

Han vil ikke blive overrasket, hvis hun skifter til et af de to partier.

- Med mit kendskab til Inger Støjberg ligner hun ikke en, der har planer om at forlade politik.

Inger Støjberg fik 28.420 personlige stemmer ved folketingsvalget i 2019 og kan derfor potentielt set trække mange vælgere med over i et nyt parti.

/ritzau/