Thorning under debat: Du hidser dig op Lars

11. mar 2014, 14:50
Lars Løkke Rasmussen var i offensiven under dagens spørgtime. Han krævede klare svar fra Helle Thorning Schmidt i sagen om børnechecken.

Lars Løkke Rasmussen viste temperament under dagens spørgetime i Folketingssalen, hvor børnechecken var på tapetet.

Lars Løkke afkrævede Thorning et klart svar på, hvordan hun vil sikre, at EU-borgere ikke kan få børnecheck, fra det øjeblik de sætter deres ben i Danmark og efterfølgende sende den ud af landet.

Men Thorning svarede afvæbnende og pegede på, at Venstres formand virkede noget opkørt.

"Nu hidser Lars Løkke Rasmussen sig op over noget, vi bør tage stille og roligt. Uanset hvad jeg måtte ønske mig, så skal man overholde lovgivningen. Man kunne også sende børnechecks ud af landet under VK-regeringen," sagde Thorning blandt andet.

Du gemmer dig

Løkke angreb til gengæld Helle Thorning Schmidt for hendes retorik, der ifølge Venstres formand virkede som et skjold og betød, at han ikke blev klogere.

"Jeg hidser mig ikke op, men jeg kan ikke forstå, at statsministeren gemmer sig bag forklaringer som 'jeg kan leve med' 'jeg har fuld forståelse for' og gemmer sig bag jura, hvad mener statsministeren politisk set om problemet," sagde Lars Løkke Rasmussen.

Allerede i formiddag sagde statsministeren på et pressemøde, at Danmark skal rette ind efter EU-reglerne omkring børnechecken. Men hun sagde også, at hun vil tage sagen op i EU, hvis det pludselig viser sig, at være en økonomisk belastning for Danmark.

"Så længe det er et problem af økonomisk begrænset omfang, så kan jeg leve med den situation, vi har nu. Men hvis det viser sig, at det bliver meget voldsommere og skaber finansiel ustabilitet, så skal vi tage en snak med kommission om, hvordan vi kan værne om den ydelse, vi har", sagde Helle Thorning-Schmidt.