Thorning og Løkke tror fortsat på dagpengeaftale

30. okt 2008
Socialdemokraternes og regeringen forhandler fortsat om en ændring af dagpengesystemet.

Socialdemokraterne har endnu ikke opgivet håbet om at blive enig med regeringen om en modernisering af dagpengesystemet. Onsdag aften genoptog finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Socialdemokraterne deres forhandlinger og gik fra hinanden med løftet om at fortsætte forhandlingerne de kommende dage.

Om parterne i sidste ende kan blive enige, må tiden og de fortsatte forhandlinger vise. De ser nemlig ikke ens på, hvad der skal til for at øge arbejdsstyrken.

Regeringen vil halvere dagpengeperioden og skærpe kravene til at optjene dagpengeret. Socialdemokraterne vil lade de ledige vælge mellem at blive på det hidtidige system eller overgå til en ordning, hvor dagpengeperioden kun er 2½ år men til gengæld på højere ydelse.

Ifølge Børsen har Finansministeriet regnet sig frem til, at det vil betyde, at 15.000 ryger ud af arbejdsstyrken. Forslaget virker derfor modsat af hensigten i den forestående arbejdsmarkedsreform, hvor målet er at øge arbejdsstyrken med 20.000 personer, skriver Børsen.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

"Hvis vi er enige om, at vi skal løbe 20 km svarende til 20.000 job, er det ikke smart, at når man så står i startblokken, starter man med at gå 15 km baglæns. Så bliver det meget svært. Men jeg glæder mig over, at Socialdemokratiet nu er enige med os i, at udfordringen er at skaffe 20.000 job for at demografiens dræn fra arbejdsmarkedet," siger Lars Løkke Rasmussen til Børsen.

Efter forhandlingerne i aftes udtrykte finansministeren dog optimisme i forhold til at nå en aftale med Socialdemokraterne, og han er altså klar til igen at sætte sig til forhandlingsbordet med S-formand Helle Thorning-Schmidt.

-Newspaq

faktaboks