Ekspert: Arbejdsgiverne skal stoppe deres vendetta mod privatlivet

Man kan hurtigt få en slet mistanke om en velorganiseret og koordineret indsats, når arbejdsgiverne, både i det private og i det offentlige, tordner frem med påstande om individet og privatlivet som den store og næsten eneste synder i vort samfunds massive stressproblematik.

Grænserne for arbejdsgivernes fantasi, når det kommer til at bortforklare konsekvenserne af det ansvar, de ikke har taget, synes også meget vidde og privatlivets store åg tales op til højder, som får arbejdspladsen til at ligne det rene paradis.

Det er en sjælden uskøn ansvarsforflygtigelse, men hvad værre er; den er uetisk og absurd.

Absurd fordi mennesker først og fremmest bliver formet af de relationer og vilkår, der omgiver dem. Mennesker påvirkes af de stemninger, normer, kulturer og ikke mindst den tid, de lever i. Og et arbejdsforhold kendetegnes jo netop ved den skævhed, det er, når en leder beordrer en opgave løst uden nødvendigvis at have blik for det match, der er mellem de krav, der stilles, og de ressourcer medarbejderne er i besiddelse af. Arbejdsforholdene har stor og væsentlig betydning for det liv, vi lever og ikke mindst, hvordan vi har det med det liv.

Uetisk fordi det, at gøre alle livets facetter selvforskyldte og sige pyt til resten, ikke gør os til samskabende mennesker, men til kynikere og kolde samfundsborgere. 

Klart at privatlivet også stresser. Det har vi vidst længe, og vi kan endda sætte en masse konkrete årsager på. Syge børn, skilsmisser, spolerede nætter, rækken er uendelig. Men at privatlivet alene skulle kunne forklare de massive stressproblemer, vi har i vores samfund, hører til i den ideologiske afdeling og flugter altså ikke med de erfaringer og oplevelser tusindvis af medarbejdere har i det daglige. At gøre stress til et spørgsmål, om måden vi ser og oplever verden på, og vi dermed da bare kan se og opleve den anderledes, vidner om, at ens dybere kendskab til den menneskelige organisme kan ligge på et meget lille sted. Mennesker fungerer i kraft af relationer og vilkår, hvis de skal fungere godt.

Hvorfor løber arbejdsgiverne fra deres ansvar

At arbejdsgivere skulle løbe fra deres ansvar af økonomiske grunde giver ikke rigtig mening, al den stund at behandling, også i denne forbindelse, koster væsentlig mere end forebyggelse. 

Det skal siges til arbejdsgivernes ros, at de ofte er villige til at poste millioner af kroner efter medarbejdere, der har fået det skidt på grund af stress, angst eller depressioner. Nogle ville hævde, at det da kun er rimeligt, men alligevel. Her skal vi bare forsøge at forstå logikken i, at man hellere vil punge de mange penge ud til behandling, når man ville kunne slippe for langt mindre beløb ved at forebygge.

Og her må svaret være, at hvis ansvarsforflygtigelsen ikke skyldes økonomi, må den jo være principiel.

Stressforebyggelse kompromitterer ledelsesretten

Arbejdsgiverne har jo suverænt retten til at lede og fordele arbejdet, og selvom der til rettigheder jo også hører pligter, som ansvaret for at gøre det forsvarligt, så ingen medarbejdere lider overlast, fysisk eller psykisk, ser vi ikke alle steder lige stor iver i forhold til at leve op til netop den forpligtelse.

Der er derfor, jeg snakker så meget om moralske organisationer i denne tid.  For uden en overordnet moral, der skal sikre, at medarbejderne ikke skades, når de løser deres opgaver, kommer vi ikke i nærheden af en effektiv forebyggelse.

Al forebyggelse i relation til trivsel på en arbejdsplads bygger som udgangspunkt på en høj moral, der tager udgangspunkt i, at medarbejdere som det primære er medmennesker, og med det følger en logik, at dem behandler man ordentligt, anstændigt og respektfuldt.

Vi skal altså stoppe ideen om, at medmennesker eller medarbejdere er noget man kan udnytte og i stedet for tilegne os en idé om vores medmennesker som noget samskabende. Og skal mennesker være samskabende skal rammerne være optimale, og det er de kun, når medarbejdere har trygge og sikre rammer, hvor de har en overordentlig høj grad af indflydelse på deres egen arbejdsorganisering. Det giver nemlig en oplevelse af egenkontrol, som gør, at vi ikke aktiverer vores stressrespons i tide og utide.

Stop snakken om stress og snak trivsel i stedet

Jeg ved godt, at vi i ren afmagt har kastet stressbegrebet ud i rummet, hvor det så har været til fri afbenyttelse, når det handler om definitionsretten.

Der er ihærdige kræfter, der vedholdende forsøger at skabe definitioner, der flugter ideologiske strømninger, som understøtter ideen om verden som et marked. En idé, hvor alt, der ikke kan stå i en vækstmodel eller i et excelark, er pladderhumanisme og samfundsnedbrydende. Forgudelsen af forbrugsvækst, produktivitet og effektivitet som sandheder, der tangerer naturlove, har også skabt den idé, at stress stammer fra dit privatliv. Naturlove er jo i sagens natur love, vi må indordne os under, og kan vi ikke det, så er det ikke loven, der er noget galt med, men dig selv.

Med ideen om, at produktivitet og effektivitet er naturlove, for vi mennesker vil jo frem, er ideen om det fuldstændigt naturlige i, at nogen har retten til at presse andre langt ud over naturens formåen, så de bliver invalideret fysisk eller mentalt, også skabt.

Men det er på tide, at vi henter begrebet stress hjem igen, så vi kan komme ud af handlingslammelsens djævelske klør. Stress er først og fremmest en tilstand, der opstår, når vi føler os, eller er direkte truet. Erkender vi det, så kan vi begynde at arbejde på trivsel, der som udgangspunkt er et godt forbyggelsesredskab.

Og til en start kunne virksomhederne spørge deres medarbejdere, hvad der skal til for, at de trives, i stedet for at hyre såkaldte eksperter, der mod klækkelig betaling er villige til at bilde medarbejderne ind, at der intet er galt med forholdene, men udelukkende deres personlighed og privatliv.

Amoralske organisationer manipulerer medarbejdere til at søge årsagerne til stress i deres identitets konklusioner, hvor resultatet er, at man føler sig forkert og skyldig. Det er ekskluderende. Moralske organisationer skaber strukturer, der kan favne den menneskelige organisme og ikke mindst vores nervesystems mangfoldighed. Den moralske organisation er inkluderende.