Thailandsk politi dræber soldat bag massedrab i indkøbscenter

9. feb, 04:43
En soldat er søndag morgen blevet dræbt af sikkerhedsstyrker efter at have skudt og dræbt 26 mennesker.

En thailandsk soldat, som stod bag et masseskyderi i byen Nakhon Ratchasima, er blevet dræbt af sikkerhedsstyrker.

Det oplyser politi- og militærkilder omkring klokken ni søndag morgen lokal tid i.

- Det er forbi nu, siger politichef Chakthip Chaijinda til journalister ifølge nyhedsbureauet dpa.

Thailands premierminister oplyser ifølge nyhedsbureauet Reuters, at 26 mennesker er dræbt, mens 57 andre er såret.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Tidligere søndag morgen kunne der høres skud og eksplosioner inde fra indkøbscenteret Terminal 21 i Nakhon Ratchasima, også kendt som Korat.

Gerningsmanden havde forskanset sig i centeret siden lørdag eftermiddag.

Korat ligger cirka 260 kilometer nordøst for hovedstaden Bangkok.

Allerede sent lørdag eftermiddag lokal tid oplyste myndighederne i Thailand, at en soldat havde åbnet ild og dræbt mindst 20 mennesker.

- Vi ved ikke, hvorfor han har gjort det her. Det lader til, at han er gået amok, sagde talsmand for det thailandske forsvarsministerium Kongcheep Tantrawanit søndag morgen lokal tid ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Lørdag aften stormede politi og soldater det pågældende indkøbscenter og hjalp hundredvis af personer med at flygte.

Billeder fra en lokal tv-station viser adskillige personer komme løbende ud af centeret. Personerne kom ud i grupper, nogle med børn, mens andre hjalp ældre med at komme ud.

Lokale medier har udsendt optagelser, som viser soldaten, der steg ud af en bil foran butikscenteret og åbnede ild, mens panikslagne mennesker løb væk fra stedet.

Politiet oplyser, at den 32-årige sergent Jakrapanth Thomma, der er blevet identificeret som gerningsmanden, tidligere på dagen havde skrevet på sin Facebook-profil, at "døden er uundgåelig for alle".

Han havde samtidig lagt et billede op af sig selv bevæbnet med et håndvåben.

På et tidspunkt - efter at skyderiet var gået i gang - skrev gerningsmanden: "Skal jeg give op?" inden hans profil blev gjort utilgængelig.

Ifølge dpa skød og dræbte Jakrapanth Thomma først sin øverstbefalende chef, før han stjal våben og et køretøj fra en militærbase.

Under sin flugt skød og dræbte han flere mennesker, før han gik amok i indkøbscenteret.

Den 32-årige sergent havde angiveligt haft en strid om penge med sin chef.

/ritzau/