- Vi etablerer et testsystem, hvor vi samler de to spor i et. Det skal give en klarere kommunikation og kortere svartider. Det er komplekst, men det skal der leveres på inden længe, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S). Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Minister vil indføre nyt testsystem

11. sep, 12:11
Sundhedsminister vil etablere testsystem, hvor de to testspor samles i et, siger han hos Danske Regioner.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) vil etablere nyt system, hvor flere med milde symptomer kan blive coronatestet i testcentre i stedet for på hospital.

Det siger han ved Danske Regioners generalforsamling. Her fortæller han, at det drejer sig om at etablere et nyt testsystem.

- Vi etablerer et testsystem, hvor vi samler de to spor i et. Det skal give en klarere kommunikation og kortere svartider. Det er komplekst, men det skal der leveres på inden længe.

Ministeren kommer ikke nærmere ind på den konkrete model for, hvordan den nye teststrategi præcis skal fungere. Eksempelvis er det uklart, hvor grænsen kommer til at gå for, hvornår man grundet mere alvorlige symptomer skal på hospitalet og testes.

Der findes lige nu to spor. Et samfundsspor, hvor folk uden symptomer kan bestille tid til en coronatest på coronaprover.dk og et sundhedsspor, hvor folk med symptomer kan ringe til lægen og blive henvist til hospitalet.

Fremover skal sporene ændres, så folk med lette eller ingen symptomer i højere grad kan blive henvist til testcenter Danmark. Det er allerede tilfældet i flere regioner.

Stephanie Lose (V), formand for Danske Regioner, siger på generalforsamlingen, at hun er glad for meldingen.

Hun mener desuden også, at der er brug for en mere generel diskussion af, hvornår personer uden symptomer skal testes.

- Selv om det er vigtigt at teste mange, har vi også brug for at tænke over den rationelle anvendelse af test.

- Vi skal stille spørgsmålstegn ved, om alle 13-15-årige drenge skal testes før en fodboldkamp, eller om at nogle bliver testet hver tredje dag, siger hun på generalforsamlingen.

Allan Randrup Thomsen, professor i eksperimentel virologi på Københavns Universitet, kan godt forstå argumenterne for at lade flere med milde symptomer teste i samfundssporet for at aflaste sundhedsvæsenet.

- Folk skal i et eller andet omfang overveje, om det egentlig er rimeligt at blive testet. Med andre ord: Har man været i en situation, hvor det kunne tænkes, man er blevet inficeret?

- Men det er en vanskelig afvejning, for har du et udbrud i et område, skal man jo teste meget. Der skal trædes varsomt, siger han.

I regionerne Sjælland, Syddanmark og Midtjylland har man bebudet, at man samler de to spor, så personer med milde symptomer selv kan booke tid via coronaprover.dk.

Region Sjælland oplyser, at man her allerede har taget fat på arbejdet og blandt andet har sat hvide testtelte op i Næstved, hvor lægehenviste personer kan få en coronatest.

/ritzau/