Terrortiltalt gav oplysninger om dansk ambassade

15. aug 2008
Terror En af de tiltalte i Glasvejsagen videregav oplysninger om den danske ambassade i Pakistan til en person i en yderligtgående moske i Islamabad. Ambassaden blev senere bombet

Den 22-årige HK, der er tiltalt i terrorsagen fra Glasvej i København, videregav oplysninger om den danske ambassade i Islamabad i Pakistan til en person, han mødte i Den Røde Moske i samme by.

Den Røde Moske er kendt som samlingssted for radikale sunnimuslimer i Pakistan og har angiveligt tætte bånd til terrornetværket al-Qaeda.

Det kom frem fredag i retten i Glostrup på retssagens tredje dag, skriver Tv2.dk.

HK fortalte, at han lånte en bombemanual af manden, der kalder sig Osman, da han besøgte Den Røde Moske i foråret 2007.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Osman bad senere HK sende adresser på danske repræsentationer i Pakistan, og HK sendte ham efterfølgende blandt andet adressen på den danske ambassade i Islamabad, der blev bombet af terrorister 2. juni i år, hvorved otte personer mistede livet.

Osman kontaktede ham senere igen og bad om yderligere oplysninger – blandt andet om sikkerheden omkring ambassaden. Denne gang svarede HK dog ikke, fortalte han retten ifølge Tv2.dk.

AT tager afstand

HK blev anholdt under en omfattende politiaktion i september sidste år sammen med vennen AT. Her fandt politiet blandt andet den føromtalte bombemanual gemt væk i en pude i HK's hjem på Glasvej i København.

Både HK og AT er anklaget for at have planlagt et terrorangreb på dansk jord, men erklærer sig begge uskyldige.

Også den jævnaldrende AT blev afhørt i Glostrup. Han fortalte blandt andet, at han først blev interesseret i sprængstoffer, da HK introducerede ham for en bombemanual. AT tog samtidig afstand fra Osama bin Laden og terrorbomberne i London, og han nægtede ethvert kendskab til den muslimske organisation Hizb ut-Tahrir, skriver Berlingske.dk.

Dermed fremstår det stadig tydeligere, at det var HK, der var hovedbagmanden i den påståede terrorplanlægning.

Retssagen fortsætter de kommende uger i Glostrup, og der ventes at falde dom sidst i oktober.

faktaboks