Teater chokerer med højgravid hovedrolle

6. mar 2013, 21:10
Til aftenens forestilling på Mungo Park vil skuespillers topmave titte frem og trodse en branche, der ifølge direktør er notorisk babysky.

Når tæppet går op på Mungo Park i aften, får publikum sig en teateroplevelse ud over det sædvanlige.

I øjeblikket kører forestilling 'Dette burde skrives i nutid', der er skrevet af forfatteren Helle Helle, men alt er ikke, som den populære skribent oprindelig havde tænkt sig.

"Hovedrollen er tydeligt gravid for enhver," siger Martin Lyngbo, der er teaterdirektør på Mungo Park.

Babysky branche

Mungo Park har valgt at informere publikum om den gravide skuespiller - som altså ikke er gravid i stykket - forud for forestillingen.

Ifølge Martin Lyngbo er det ganske utraditionelt at sætte gravide skuespillere på en teaterscene.

"Normalt bliver skuespillere jo taget af en produktion allerede, når den første antydning af en topmave viser sig, " siger Martin Lyngbo.

Teaterbranchen er generelt dårlig til at tackle, når kvindelige skuespillere bliver gravide eller får børn, forklarer Martin Lyngbo.

Det driver ligefrem kvindelige skuespillere til at holde familieforøgelser hemmelige.

"Det er jo en freelance-branche, så hvis det først rygtes, at man er gravid eller har fået et barn, så kan man være gravid i branchens bevidsthed i fire-fem år, " siger Martin Lyngbo.

Showbranchens lange hukommelse

Og netop på grund af branchens lange hukommelse, ønsker Martin Lyngbo heller ikke navnet på aftenens hovedperson offentliggjort i denne forbindelse.

"Det her er jo ikke nogen mediestrategi. Vi står bare med en hovedrolle, som alle kan se er gravid. Vi skal vælge, om vi vil følge standarden i branchen og tage hende af scenen eller give publikum besked om, at deres hovedkarakter er blevet gravid. Vi vælger at gøre det sidste," siger Martin Lyngbo.