TDC lukker telechat af frygt for pædofile

21. aug 2008
TDC lukker telefonchatten Træfpunkt for børn og unge for at komme pædofile mænd på chatten til livs.

Danmarks største telefonselskab TDC har besluttet at lukke telefon-chatten Træfpunkt ned for børn og unge.

Helt konkret betyder det, at den del af Træfpunkt, der er for børn og unge bliver lukket, mens den del, der er for voksne, fortsat vil være åben.

Beslutningen blev truffet for at undgå, at voksne mænd trykker sig ind i et chatrum, hvor børn snakker med hinanden. Det sker, efter TDC er kommet i stormvejr, fordi en ny bog har dokumenteret, at pædofile mænd jagter børn og unge piger på telefonchatten Træfpunkt.

»Vi har valgt at lukke ungdomskategorien, fordi vi ikke direkte vil opfordre mænd til at gå derind for at lokke børn og unge piger,« siger kommunikationschef hos TDC Tina Christel Kristensen.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

»Luk det hele«

Peter Dyreborg, som har skrevet bogen 'Træfpunkt', har selv deltaget i 40 samtaler, og han tror ikke, at TDC kan undgå, at pædofile mænd forsøger at lokke børn og unge piger.

»TDC kan måske mindske omfanget en smule, men mange af de børn, som jeg har mødt, er inde på voksenkategorien,« siger Peter Dyreborg.

Forfatteren mener løsningen er enkel: .

»Hvis TDC vil undgå det her, bliver virksomheden nødt til at lukke Træfpunkt helt ned,« siger Peter Dyreborg.

Men det vil kommunikationschef Tina Christel Kristensen ikke høre tale om.

»Vi lukker ikke Træfpunkt, men vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at undgå det her,« siger hun.

Udover lukningen af ungdomskategorien vil TDC lægge en advarsel ind, når brugerne ringer op til Træfpunkt. Den skal blandt andet oplyse børn om ikke at give voksne personfølsomme oplysninger.

Desuden har TDC aftalt et møde med Red Barnet for at komme problemerne til livs.

faktaboks