For meget bioethanol i benzinen gav bilejere problemer. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Tankstationer i kæmpe brøler: Gav biler motorfejl

17. jul 2020, 16:47
Fejlblanding på tankstationer har givet problemer for bilejere.

En forkert benzinblanding har givet flere bilejere motorproblemer. 

Det er en fejlblanding med en meget høj andel bioethanol fra tankterminalen på Aarhus Havn, der er blevet fyldt på tankstationer i Aarhus og Vestjylland, som har givet problemer.

Det skriver Dagbladet Holstebro-Struer.

LÆS OGSÅ: Håndværkere melder sig ofte syge: 'Vi kigger med stor alvor mod regeringen'

Hos benzinselskabet Ingo bekræfter salgsdirektør Jesper Hyland over for avisen, at der er blevet påfyldt en forkert blanding til 95-tankene på en række benzinstationer i Aarhus og på et par stationer i Ulfborg og Harboøre. 

Flere bilejere fortæller til Dagbladet Holstebro-Struer, at de har måttet en tur på værksted efter at have tanket deres bil med den fejlagtige blanding.

En af dem er William Nielsens søn, som måtte slippe 6.500 kroner for at få sin Skoda repareret, da motorens advarselslampe begyndte at lyse rødt, efter han havde tanket.

Hos Ingo påtager man sig det fulde ansvar over for kunderne.

- Kunderne får fuld erstatning for de udgifter, de har haft på grund af fejlblandingen. Så kunder, der har tanket og har fået problemer med bilen, kan ringe til vores kundecenter, som er informeret om sagen, siger Jesper Hyland til Dagbladet Holstebro-Struer.

Ingo lukkede straks ned for de haner, der var problemer med, da selskabet blev bekendt med problemet.