Talentshow afløser jobsamtalen

22. okt 2011
Flere virksomheder bruger castings og auditions til at rekruttere medarbejdere til simple servicejobs. Tiden er til det, og de unge spiller med, mener ekspert.

Horder af håbefulde unge, der nervøst forbereder sig på en præsentation af sig selv. En komité af beslutningstagere, som afgør, hvem der er inde, og hvem der er ude.

Scenariet er ikke længere forbeholdt tv-skærmen, når weekendens realityshows fylder sendefladen.

Unge, der vil have et simpelt servicejob kan i stigende grad forvente auditions og castings som en del af ansættelsesproceduren.

Lortejobs med X-Factor

Da det nybyggede hotel Bella Sky i Ørestaden i foråret skulle ansætte kokkeelever, blev de indledende samtaler erstattet af en audition, hvor kandidaterne kunne vise deres evner.

Restaurantkæden Bone's, der har 14 restauranter herhjemme, afholder såkaldte castings, når der skal findes personale til en nyåbnet restaurant. Her kan ansøgere og ansættere se hinanden an, inden en eventuel ansøgning sendes afsted.

Og tendensen er på vej frem. Det forklarer Andreas Fabricius, som er direktør og medejer af Danmarks største jobportal for unge, Ungarbejde.dk. Ifølge ham er den alternative ansættelsestendens vokset de seneste to år.

”Der er en del større virksomheder, som gør brug af det. Det er især sæsonbetonet arbejde. Jobs hvor folk skal være på og servicemindede,” siger Andreas Fabricius og fortsætter:

”Alle skriver jo i ansøgningen, at de er servicemindede, men man er ofte nødt til at trykke dem lidt på maven for at se, om de virkelig er det,” siger han.

Han kobler rekrutteringsmetoden med de mange realityshows, der de senere år er blevet mere og mere populære over hele verden.

”Man prøver at gøre det eventagtigt og attraktivt at være kvalificeret til det, der i virkeligheden er lortejobs som at vende burgere,” siger han og forklarer tendensen som et udtryk for branding og nemmere administration for virksomhederne.

”Man skal have det i sig”

Et af de steder, der bidrager til tendensen, er Tivoli.

Her dumper der hvert år cirka 8000 ansøgninger ind til servicejobs lige fra billetkontrollør til sliksælger. Et hav af individuelle jobsamtaler bliver derfor i stedet kogt ned til otte auditions, hvor der hver gang er 30-40 kandidater inviteret.

I løbet af to timer bliver kandidaterne præsenteret for de forskellige jobs, ligesom de skal præsentere sig selv foran de ansættende folk fra Tivoli og resten af kandidaterne.

Ifølge HR-chef i Tivoli, Dorthe Dinesen, giver det et bedre indtryk af, hvor godt egnet kandidaterne er til jobbet.

"Det er vigtigt at have servicegenet, når man arbejder her. At være engageret og udadvendt, er noget, man skal have i sig. Og da jobbet som servicemedarbejder i Tivoli handler om at være klar til at møde gæsterne med den rette attitude, er det værdifuldt at opleve kandidaterne i mødet med os og de øvrige deltagere,” siger hun.

Generation 'reality' spiller med

Niels-Henrik Møller Hansen er forsker ved Center for Ungdomsforskning og har blandt andet beskæftiget sig med unge og fritidsjob.

Ifølge ham går de unge i dag gerne langt for at få et job, der normalt ikke regnes for meget. For dem handler det først og fremmest om at tjene penge.

Derudover peger han han på, at virksomheder i dag i højere grad kan tillade sig at stille krav til ansøgerne.

"For nogle år tilbage måtte virksomheder ansætte alt, der havde en puls. I dag kan de vælge og vrage, og det gør, at de kan tillade sig noget mere," siger Niels-Henrik Møller Hansen.

Og for en generation, der er vokset op med et hav af realityshows, bliver der heller ikke sat de store spørgsmålstegn ved de nye ansættelsesformer.

"Det er arbejdsgiverens marked, så de kan tillade sig flere ting, og de har med en generation at gøre, som synes, det er okay," siger Niels-Henrik Møller Hansen.