Tagdækker blev sat til at snitte askebægre

28. apr 2010
Havde job på hånden, men manglede erhvervskørekort. Jobcentret sagde nej og sendte Kassem i aktivering

”Du kan for eksempel snitte askebægre i vores træværksted.”

Sådan lød et af tilbuddene på et seks måneder langt kursus, som Brøndby Jobcenter sendte den 27-årige tagdækker Kassem Nguyen på i februar.

Det gjorde de, selv om det netop var lykkedes Kassem Nguyen efter to års ledighed at skaffe sig et job. Han havde selv skaffet sig en underskrevet garanti fra en vognmand, der gerne ville ansætte ham, når han havde fået et erhverskørekort.

Og Jobcentret havde tidligere lovet ham, at hvis han kunne skaffe en jobgaranti, så skulle de sørge for, at han fik et erhvervskørekort.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

”Sagsbehandleren havde kigget mig i øjnene og lovet, at jeg kunne få kurset, hvis jeg kunne skaffe en jobgaranti,” fortæller Kassem Nguyen.

”Helt godnat”

Men da Kassem Nguyen vendte tilbage med den underskrevne garanti fra vognmanden, var jobcentret kommet på andre tanker. De sendte ham i aktivering i et halvt år. I stedet for at få et erhvervskørekort, blev Kassem Nguyen sendt på et ”afklaringskursus”. Det vil sige, at han skal samle cykler og snitte askebægre i jobcentrets værksteder for at afprøve forskellige fag.

Læs også: Nyhed om ledige bliver sendt på tvivlsomme jobkurser

”Det var helt mærkeligt. De havde jo selv bedt mig om at finde en jobgaranti,” siger Kassem Nguyen, der derfor var tvunget til at sige nej til jobbet som chauffør.

”Jeg forstår ikke, hvorfor de vil bruge penge på det. De er helt godnat, de der kurser. Det burde være deres førsteprioritet at få os i arbejde og ud af systemet. Men de prioriterer at sende os ud i ligegyldige kurser,” siger Kassem Nguyen.

”Vi har skam lyttet”

På chefgangen i Brøndby Jobcenter er de ikke glade for sagen om Kassem Nguyen. Øverste chef Bjarne Bo Larsen erkender, at de har afvist Kassem Nguyens jobgaranti uden at undersøge den. Men han mener ikke, jobcenteret har taget fejl, da de i stedet for at sende ham i arbejde sendte ham på kursus i et halvt år.

”Vi vil gerne sikre ham en varig tilknytning til arbejdsmarkedet.  Går man ind og ser på vognmandsbranchen, er det mere løse tilknytninger og deltidsbeskæftigelse,” siger Bjarne Bo Larsen.

Hvad har I gjort for at undersøge den konkrete jobgaranti?

”Der har vi ikke gjort noget.”

Men hvorfor har I ikke brugt tid til at vurdere jobgarantien, når I ikke tøver med at sende ham på seks måneders aktiveringskursus?

”Det skal jeg ikke kunne sige. Det bliver gjort ud fra den generelle betragtning, at det ville være bedre for Kassem at få en afklaring på længere sigt.”

Hvorfor ikke lytte til Kassems ønske om at komme i arbejde?

”Vi har skam lyttet til ham. Men han har gået ledig hos os i to år, og så begynder vi at blive lidt mere kantede i vores krav.”

En bums

Kassem Nguyen begyndte for nylig til psykolog. Han har det svært med at være ledig.

”Jeg er gået fra at arbejde og være stolt til at være en bums. De må indse, at det ikke går. De spilder min tid og ødelægger mit liv.”

 

skjultitel