Jobcenter_i_Skelb__kgade_p___Vesterbro_i_K__benhavn_Thomas_Lekfeldt_Ritzau_Scanpix
Der skal hentes 1,1 mia. kr. fra beskæftigelsesindsatsen til finansiering af retten til tidlig pension Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Tågeslør over milliardbesparelse på jobindsatsen

14. jan 2021, 15:56
Regeringen har indtil videre ingen bud på, hvordan kommunerne skal skaffe 1,1 milliarder kroner på jobcentrene som led i finansieringen af retten til tidlig pension.

Denne artikel er oprindeligt bragt på HK Kommunal.dk og bliver publiceret på A4 som en del af et samarbejde. Artiklen er redaktionelt udvalgt og bearbejdet af A4.

Medarbejderne på jobcentrene og de øvrige ansatte i den kommunale beskæftigelsesindsats har endnu til gode at få at vide, hvilke tanker der ligger bag beslutningen om at spare op til 1,1 milliarder kroner på deres arbejde, skriver HK Kommunal.dk.

Regeringen og de partier, der i oktober måned 2020 aftalte, at besparelsen skulle finansiere den såkaldte ’Arne-pension’, har nemlig hverken lagt analyser eller konkrete forslag til grund for beslutningen om at skære i beskæftigelsesindsatsen.

LÆS OGSÅ: Advarer om 'tåbelige' besparelser på jobcentre: Kan gå ud over de svageste ledige

Det fremgår af et svar fra fungerende beskæftigelsesminister, Ane Halsboe-Jørgensen (S), til medlem af Folketingets beskæftigelsesudvalg, Samira Nawa (RV).

Besparelsesoplæg venter forude

Af svaret fremgår det, at regeringen er i gang med at forberede et oplæg, der i løbet af 2021 skal drøftes med forligspartierne (regeringen, DF, SF og EL). Når oplægget er færdigt på et ikke nærmere angivet tidspunkt, skal partierne diskutere den konkrete udmøntning af milliardbesparelsen.

LÆS OGSÅ: Lov vedtaget: Nu kan Arne få sin tidligere pension

I HK Kommunal har næstformand, Mads Samsing, tidligere betegnet sparekravet som ganske vilkårligt og som værende helt uden fagligt belæg.

De Konservative har ifølge NB Økonomi som forligspart blokeret for, at besparelserne kan gennemføres på denne side af et folketingsvalg. I overslagsårene på finansloven er besparelsen derfor først sat til at få effekt i 2024.