Syv biler i brand på Nørrebro

1. nov 2008
Syv bilejere på Nørrebro vågnede lørdag op til en ubehagelig overraskelse.

Fredag aften blev der nemlig sat ild til syv biler i området omkring Mjølnerparken på Nørrbro. Det var sandsynligvis politiets tilstedeværelse i området, der førte til bilafbrændingerne.

"Efter fundet af de kraftige våben, der førte til varetægtsfængsling i onsdags, var vi i går aftes i Mjølnerparken for at håndhæve visitationszonen," siger central vagtleder ved Københavns Politi Mogens Knudsen til politiken.dk.

Politiets aktion i området forløb roligt, men førte altså alligevel til voldsomme reaktioner. Første bil blev sat i brand ved 21.45-tiden, og ved 22.45-tiden begyndte det at stilne af. Men en time senere blev bil nummer syv antændt. Politiet vurderer dog ikke, at det har noget med de seks andre afbrændinger at gøre.

Politiet tager sagen meget alvorligt og skal nu i gang med efterforskningen.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

"Der er jo også tale om store værdier for ejerne af bilerne. For selvom beboerne på Nørrebro efterhånden er vant til lidt af hvert, bliver man jo nok alligevel forskrækket, hvis en bil brænder uden for sit vindue," siger Mogens Knudsen.

-Newspaq

faktaboks