Sylvester Holm Kappel stortrives hos People Like US. Men snart skal han videre i systemet. Han har fået tilbudt en plads i en kantine og på en institution. Foto: Privat

Sylvester har autisme og succes som tegner: Nu skal han skrælle gulerødder

23. maj, 09:00
I tre år har Sylvester Holm Kappel, der har diagnosen infantil autisme, været i et succesfuldt uddannelsesforløb hos bryggeriet People Like Us. Nu er forløbet ved at være slut, og han har fået tilbudt at komme i en kantine. 'Det kommer slet ikke til at gå', siger hans mor Tina Holm Kappel.

Kære læser,

denne artikel har vi valgt at åbne uden betingelse om abonnement. A4 Medier er som alle andre virksomheder udfordret af den aktuelle coronakrise og mister indtjening. Vi vil sætte pris på, at du nu eller senere vil overveje at støtte vores journalistik ved at blive abonnent.

For nyligt prydede Sylvester Holm Kappels tegning forsiden på det engelske ølmagasin Ferment Magazine, der har 65.000 abonnenter.

Det lå bestemt ikke i kortene, at den 20-årige københavner ville gøre sig bemærket for sit talent for at tegne, da han for tre år siden startede et STU-forløb, der er et treårigt uddannelsesforløb for mennesker med særlige behov, hos det danske bryggeri People Like Us. 

LÆS OGSÅ: Lars sagde sit job op som lærer: Nu ansætter han autister til succes-firma

- 'Sylle' er giga stolt, og det er jeg også. Havde du spurgt mig for tre år siden, om det her kunne lade sig gøre, så havde jeg sagt 'ja', men jeg havde nok ikke helt troet på det, fortæller Lars Carlsen, der er ejer, stifter og direktør i People Like Us.

Som tre-årig blev Sylvester Holm Kappel diagnosticeret med infantil autisme og tourettes syndrom. Det er derfor Lars Carlsen og Sylvesters mor, Tina Holm Kappel, der fortæller om 'Sylles' forløb, da han ikke selv evner det. 

People Like Us er hverken et værested eller en skole, men en virksomhed, der lever af at brygge og sælge øl, og det har været vigtigt for Sylvester Holm Kappel, at han er på en arbejdsplads, hvor han bidrager med sin arbejdskraft, forklarer hans mor. 

Forsiden på Ferment Magazine, som Sylvester Holm Kappel har tegnet

- Han retter mig, hvis jeg kommer til at sige, at han skal i skole. 'Det er et arbejde', siger han. Og jeg må heller ikke kalde hans mentor for pædagog, for det er hans kollega. Han har udviklet sig helt enormt på de tre år. Han er blevet bedre til at være sammen andre mennesker, og han har fået en særlig stolthed ved sine tegninger, fortæller Tina Holm Kappel.

Sylvester Holm Kappel, der er 20 år, bor hos sine forældre på Amager. Han har gået i specialinstitution og specialskole, indtil han i 2017 startede i bryggerivirksomheden. Inden Københavns Kommune satte Sylvester Holm Kappel og hans mor i forbindelse med People Like Us, var der ingen virksomheder, der havde mod på at beskæftige ham. 

En stor mundfuld

Bryggerivirksomheden har cirka 60 ansatte, og over 50 af dem er mennesker med psykiatriske diagnoser. Nogle er i virksomheden som en del af et uddannelsesforløb, mens andre er ansatte. Du kan læse mere om virksomheden her.

Både Lars Carlsen og Tina Holm Kappel fortæller, at Sylvester kan blive udadreagerende, hvis han ikke bliver forstået. Det kan blandt andet komme til udtryk ved, at han spytter eller kaster med ting.

- Han er en stor mundfuld. Men hos People Like Us har de formået at håndtere hans adfærd. Det hjælper eksempelvis ikke, at man forsøger at tale ham til ro, når han blive frustreret. Han skal bare have lov at være i det, fortæller Tina Holm Kappel.

Én ud af ti er i arbejde

2,8 procent af befolkningen har autisme som diagnose.

1 ud af 10 med autisme er til rådighed på arbejdsmarkedet.

Kilde: Landsforeningen Autisme

I bryggeriets såkaldte bottleshop på Amager er det nemt at få øje på Sylvester Holm Kappels talent. Hans tegninger pryder både bryggeriets ølmærkater, kaffekopper og T-shirts. Det er i butikkens baglokale, hvor de administrative medarbejdere også har kontor, at Sylvester Holm Kappel får tid til at udnytte sit talent.

- Vi tænkte over, hvordan 'Sylle' ville have det bedst i et system, der er kaotisk. Tanken var, at det her er hans sted, hvor han har muligheden for at gå ud i et stort rum, hvor hans kolleger sidder, han kan gå ned i butikken og være en del af arbejdslivet, og han kan gå ud af sin egen udgang, hvis det hele bliver for meget. Han har aldrig brugt den. Men det, at den er der, giver ham en tryghed. Det med at have en nødudgang, burde alle have, siger Lars Carlsen.

Sylvester er kun styret af det lystbetonede. Min søn er god til at tegne. Men det stopper, hvis han bliver placereret et tilfældigt sted
Tina Kappel Holm, mor til Sylvester Holm Kappel

For Lars Carlsen var det vigtigt, at Sylvester Holm Kappel ikke bare skulle have et sted, han kunne opholde sig. Han skulle bidrage aktivt med sit talent i virksomheden.

- I starten gjorde vi en del ud af at tale både med Sylvester og hans forældre om, hvad det er, Sylvester er god til og kan lide at lave. Hovedformålet har for os været at integrere hans kunst i vores virksomhed. Vi har en drøm om, at han en dag skal være selvforsynende med sin kunst, fortæller Lars Carlsen.

Det var til en ølfestival i starten af marts, som People Like Us arrangerede, at en journalist fra det engelske magasin Ferment Magazine fik øje på den unge mands tegnetalent. Sylvester Holm Kappel var med på festivalen for at dekorere kopper, og siden har han og Lars Carlsen knoklet for at få forsiden færdig.

Så skal der skrælles gulerødder

Men selvom drømmen om, at Sylvester Holm Kappel med tiden skal kunne leve af sin kunst er kommet tættere på at blive til virkelighed med magasinforsiden, har den alligevel lange udsigter. Sylvester Holm Kappels treårige forløb hos People Like Us er nemlig ved at nærme sig sin afslutning.

Det betyder, at kommunen ikke længere vil betale for, at han kan arbejde i virksomheden, hvor han konstant har en pædagog, der støtter ham. Til gengæld er Sylvester Holm Kappel blevet tilbudt en plads i en kantine.

Svar fra kommunen

A4 Arbejdsliv har spurgt Socialforvaltningen i Københavns Kommune, hvilke muligheder en borger i Sylvester Holm Kappels situation har for at komme i beskæftigelse. Det har Merete Lefelt, områdechef I Borgercenter Handicap, svaret på i en mail. 

Hvad er en borgers muligheder, når et STU-forløb er afsluttet?
- Nu må jeg ikke gå ind og kommentere specifikke sager som Sylvesters, fordi der er tale om personhenførbare oplysninger. Men helt generelt er det sådan, at en borgers muligheder for uddannelse og beskæftigelse efter en STU afhænger af vedkommendes funktionsniveau. Hvis borgeren er over 18 år, vil han typisk have fået uddannelseshjælp fra jobcentret eller være tilkendt førtidspension (Sylvester er tilkendt førtidspension red. ).

- Alt efter funktionsniveau vil der være mulighed for afklaring af job- og uddannelsesmuligheder fra jobcentret. Eller hvis borgeren er tilkendt førtidspension,  vil der være mulighed for at søge et job med løntilskud eller et aktivitets- eller beskæftigelsestilbud efter den sociale lovgivning.

Er der nogen muligheder for, at Sylvester kan blive hos People Like Us med en form for støtte fra kommunen?
- Som beskrevet overfor vil det være muligt, at en virksomhed ansætter en medarbejder med løntilskud, hvis medarbejderen f.eks. har førtidspension.   

I hvor høj grad lægger man vægt på borgerens talenter/potentialer/kompetencer, når man finder aktiviteter? 
- Ift. visitering til aktivitets- og beskæftigelsestilbud efter den sociale lovgivning tages hensyn til borgerens funktionsniveau og interesser, således at der matches indenfor de tilbud kommunen har på området.

- Da hans sagsbehandler ringede og fortalte det, var min første reaktion: 'Har de overhovedet læst hans papirer'. 'Sylle' skal da ikke stå og skrælle gulerødder i en kantine. Systemet er simpelthen så ufleksibelt. Nu har vi brugt tre år og en masse ressourcer på at opbygge en tillid og få noget ud af hans talent, og så falder det hele til jorden, siger Lars Carlsen.

Tina Holm Kappel kan heller ikke se sin søn arbejde i en kantine:

LÆS OGSÅ: Førtidspensionisten Kristoffer frygter at miste sit skånejob: 'Jeg bliver kuk af at gå hjemme'

- Det kommer slet ikke til at gå. Sylvester er kun styret af det lystbetonede. Min søn er god til at tegne. Men det stopper, hvis han bliver placereret et tilfældigt sted. Så kommer der en ung mand, der får nogle rigtigt store problemer. Han skal føle, at han hører til, konstaterer hun.

Sylvester Holm Kappels mor frygter, at hendes søn vil mistrives, hvis han placeres et sted som i en kantine eller på en institution, som han også er blevet tilbudt at komme på.

- Det kommer der intet positivt ud af. Han skal være et sted, hvor han kan udvikle sig og falde til ro. Det kan jeg ikke se ske med de tilbud, vi har fået fra kommunen. Han skal føle, at han bidrager, ligesom han har gjort hos People Like Us, siger Tinas Holm Kappel.

- Da han så forsiden på magasinet, som han har tegnet, var hans reaktion: 'Se mor, nu er jeg en rigtig kunstner'.