4700 sygeplejersker på Riget: 'Nej' til OK21 kommer efter tunge overvejelser - respektér det!

Hvordan kan sygeplejerskerne finde på at stemme nej til en overenskomstaftale midt i en verdensomspændende sundhedskrise og pandemi?

Som tillidsrepræsentanter for de godt 4.700 sygeplejersker, der samlet set er ansat på Rigshospitalet, kommer resultatet ikke bag på os, for en voksende del af vores kollegaer føler sig afmægtige og som brikker i et spil, hvor der stilles større og større krav fra arbejdsgivers side, uden at der følger honorering med.

LÆS OGSÅ: Sygeplejersker stemmer nej til OK21: Formand udelukker ikke konflikt

Sygeplejersker har i mange år oplevet, at deres vilkår er blevet forringede. Dette sker i takt med, at patienterne bliver mere og mere komplekse, ofte har flere forskellige sygdomme og mulighederne for behandling er i evig udvikling. Der stilles høje krav til vores kompetencer. Kompetencer vi ikke får en fair løn for.

Da Corona ramte Danmark, og dermed også de danske hospitaler, først i marts 2020 og igen i december, var forventningerne til sundhedsvæsenet og især sygeplejerskerne grænsende til det ekstreme. På få dage skulle man omstille og omstrukturere store dele af hospitalerne. Mange sygeplejersker blev flyttet fra deres højtspecialiserede funktioner til et midlertidigt Covid-afsnit, hvor der var helt andre arbejdsopgaver og oftest helt andre arbejdstider og vagter.

Hvis man tror, at ”En sygeplejerske er vel en sygeplejerske”, kan det måske være svært at se problemet. Men som tillidsrepræsentanter oplevede mange af os at stå med ulykkelige og utrygge kollegaer, som følte sig overrumplede og tvunget til at flytte arbejdssted. Andre kollegaer var villige til at løfte opgaven, hvis blot honoreringen svarede til indsatsen.

LÆS OGSÅ: Utilfredsheden ulmer: Er sygeplejerskerne på vej med et nej til OK-aftale?

Den aktuelle pandemi og landets økonomiske situation har medvirket til den stramme økonomiske ramme, og overenskomstens resultat på ca. 5 % bliver præsenteret som det bedst opnåelige og som et løfte om bevaret realløn. Vi oplever ikke, at vores kolleger deler begejstringen for et løfte om bevaret købekraft og formaninger om samfundssind, men mærker derimod en stor og ulmende utilfredshed med lav grundløn og dårlige arbejdsvilkår. Til trods for at tidligere konflikter stort set kun har ført til lovindgreb og en tømt konfliktkasse, er der nu et flertal af sygeplejerskerne, der har valgt at stemme NEJ til overenskomstaftalen. Det nej skal man have respekt for – det kommer ikke uden mange tunge overvejelser.

Reguleringsordningen

Som en del af aftalen har man bevaret den såkaldte ”Reguleringsordning”, hvor de offentlige lønninger flugter med udviklingen på det private marked – en ordning som tidligere også har været en fordel for de offentlige ansatte. I 2021 starter især det regionale område ud med en negativ udmøntning på baggrund af reguleringsordningen.

LÆS OGSÅ: 180.000 statsansatte går ned i løn 1. februar: Det ærgrer CFU-formand Rita Bundgaard

Denne modregning er en direkte konsekvens af, at sygeplejerskerne det sidste år har arbejdet markant mere end ellers pga. Covid-19, og derfor har fået mere udbetalt. En kompensation som jo kun er rimelig. Der er nu en forventning fra regionernes side om hurtig afvikling af de lange ventelister, som er opstået under pandemien, og det vil betyde at sygeplejerskerne skal arbejde endnu mere, og dermed efterreguleres endnu hårdere i negativ retning. Vores oplevelse er, at denne regulering har fået nej-bægeret til at løbe over for mange af vores kollegaer.

”Den Danske Model”, Tjenestemandsreformen og strukturel sexisme

Septemberforliget i 1899 lagde grundstenen til den vidt berømte ”Danske Model”, som op gennem tiderne har medvirket til et dynamisk arbejdsmarked, hvor arbejdsgiver og arbejdstager med jævne mellemrum forhandler løn og vilkår og derved skaber ro og ordnede forhold for en fastlagt periode.

Tjenestemandsreformen i 1969 er sikkert mindre kendt i den brede offentlighed, men for landets sygeplejersker har især indplaceringen ved denne reform været skelsættende for nutidens løn – langt mere end de mellemliggende 52 års overenskomstforhandlinger. I 1969 var sygeplejersker nemlig stort set kun kvinder, og kvinden blev dengang ikke anset for at være forsørger. Derfor blev sygeplejerskens løn på det tidspunkt indplaceret lavere end andre fag med tilsvarende uddannelsesniveau, fx skolelærere.

LÆS OGSÅ: Sygeplejerske bag fremadstormende borgerforslag: 'Uligeløn kan ikke løses af fagforeningerne'

Nutidens sygeplejersker har i langt højere grad et selvstændigt virksomhedsområde, hvor der er krav om høj faglighed og konstant udvikling. Sygeplejersker vil have respekt og ikke mindst en fair løn for uddannelse og for det ansvar og de opgaver, som vi varetager for patienternes og samfundets bedste.

Sygeplejerskernes relativt lave grundløn kan ikke løftes alene ved overenskomstforhandlingerne. Her mener parterne, at det er på Christiansborg ligelønsefterslæbet skal løses. Omvendt mener politikerne på Christiansborg, at problemet løses bedst i respekt for den danske model og viser tilbage til overenskomstforhandlingerne. Men uanset hvem der skal løse det, så er det i Finansministeriet, man bestemmer rammen, der forhandles indenfor. Så det handler i høj grad om vilje hos vores politikere. Den politiske vilje til at ændre på fortiden findes i øjeblikket primært hos Enhedslisten og samler desværre ikke 90 mandater.

LÆS OGSÅ: Sygeplejerske om OK21: Vi har nogle politikere, som ikke ønsker at komme os til undsætning

Det er ikke rimeligt, at vi skal nedreguleres lønmæssigt, bare fordi vi har knoklet for at pleje, behandle og håndtere de mange patienter under pandemien. Vi vil ikke længere finde os i at blive holdt fast i fortidens kønsdiskriminerende lønindplacering, hvor kvindedominerede fag er lønnet ca. 14 % lavere end mandsdominerede fag, selv om de har samme ansvar og uddannelseslængde. Det er strukturel sexisme – og det hører på ingen måde hjemme i Danmark år 2021!

Derfor har sygeplejerskerne sagt nej til den forhandlede overenskomstaftale, og derfor er det på høje tid at gøre op med fortidens synder og give sygeplejerskerne en grundløn, der svarer til uddannelse og ansvar – ikke på grund af COVID-19, men på trods af den verserende pandemi.