Sygeplejersker vil ikke stikkes

28. okt 2008
Det er kun hver 20. danske sygeplejerske, der vælger at blive vaccineret mod influenza. Det viser tal fra Statens Serum Institut.

Dermed risikerer sygeplejerskerne at bære influenza-smitte rundt til patienter på landets klinikker og hospitaler - hvilket kan få store konsekvenser for de svageste patienter.

Hos dem kan influenza nemlig udvikle sig til alvorligere sygdomme, såsom lungebetændelse og bihulebetændelse.

Klinikchefen på Rigets Epidemiafdeling, Peter Skinhøj, anbefaler samtlige kolleger at lade sig stikke. Han tror ifølge gratisavisen Urban, at det er den evige diskussion om vaccinens virkning eller mangel på samme, der får sundhedspersonalet til at vælge den fra.

I Patientforeningen Danmark har formand Karsten Skawbo-Jensen en vis forståelse for sygeplejerskernes modstand overfor influenza-forebyggelsen.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

"Egoistisk set ville vi jo ønske, at så mange sygeplejersker som muligt er vaccineret. På den anden side er vi også som patientforening bevidst om de risici, der er forbundet med en vaccination og det at tage medicin," siger hun til Nyhedsbureauet Newspaq.

Der lyder altså intet krav fra Patientforeningen om vaccination af sundhedspersonalet. Derimod kræver Karsten Skawbo-Jensen en bedre hygiejne generelt på landets hospitaler:

"Det er jo sådan i dag, at otte procent af de patienter, der bliver indlagt, får en hospitalsinfektion oveni den sygdom, de indlægges for," anfører han.

Dansk Sygeplejeråd mener, at det fortsat skal være medlemmers eget valg, om de vil lade sig stikke mod vira.

-Newspaq

faktaboks