Sygeplejersker møver sosuer ud fra sygehuse

27. jun 2013
Efter en tre år lang massefyring af sosuer melder Dansk Sygeplejeråd nu ud, at sosuerne har udspillet deres rolle på sygehusene. Regionernes formand er uenig.

Hospitalernes pressede økonomi rammer først og fremmest social- og sundhedsassistenterne.

Alt imens gruppen af sygeplejersker er blevet polstret med et par procent flere ansatte, så er gruppen af social- og sundhedsassistenter sendt på alvorlig skrump.

Fagforbundet FOA raser over, at oversygeplejerskerne, der hyrer og fyrer på sygehusenes afdelinger, holder hånden over deres egne, mens de svinger sparekniven over sosu’erne.

"Jeg bliver vred over, at man som ledende sygeplejerske slipper afsted med at udpege en anden faggruppe, der skal redde økonomien," siger Karen Stæhr, sektorformand for social og sundhedssektoren i FOA.

Tre år lang massefyring

Fra marts 2010 til marts 2013 har hospitalerne uddelt fyresedler svarende til 2.456 sosu’er på fuldtid, hvilket svarer til næsten hver fjerde social-og sundhedsassistent. Det oplyser FOA.

Allerede i 2010 var det et problem. Dengang havde 950 sosu’er mistet jobbet, og formanden for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen udtalte til Avisen.dk, at det:

"(...) alene er faglige hensyn, der dikterer, hvem der fyres eller forflyttes i en krisetid".

Efter tre år og to tusind flere fyrede sosu'er holder lederforeningen i Dansk Sygeplejeråd fast i den begrundelse.

Sygeplejerskerne: Sosu'er giver ikke mening

Ifølge lederforeningen har sosu'erne udspillet deres rolle på sygehusene, fordi de 'kun' kan varetage patienternes personlige hygiejne og den basale sygepleje.

Sygeplejerskerne kan derimod både klare de medicinske og koordinerende opgaver samt de opgaver, der hidtil har været sosu'ernes domæne.

Social- og sundhedsassistenterne er med andre ord blevet overflødige.

“Det giver ikke længere mening at have et sosu-personale, der udelukkende har fokus på pleje af patienten,” siger Irene Hesselberg, formand for lederforeningen i Dansk Sygeplejeråd.

Danske Regioner mener, at oversygeplejerskerne går for vidt ved at dømme sosu'erne ude af hospitalerne.

"Der, hvor sosu'erne kan gøre det lige så kompetent som andre faggrupper, der er de selvfølgelig en del af sygehusvæsenet fremover," siger regionernes formand Bent Hansen.

Sosu VS. Sygeplejerske

Timesats for fastansat sygeplejeske og sosu-assistent på fuld tid.

 

  • Sygeplejerske:  191,54 kr.

 

  • Sosu-assistent: 162,58 kr.

 

Kilde: Glostrup Hospital, lønoversigt