Sygeplejersker må vente i telefonkø

29. aug 2008
Hjemmesygeplejersker er henvist til lægens telefonkø, hvis de skal i kontakt med en læge, mens de besøger patienter.

Landets hjemmesygeplejersker bruger dyrebar tid på at hænge i telefonrøret frem for at pleje deres patienter, når de er på besøg hos syge eller ældre borgere.

Sygeplejerskerne er nemlig henvist til lægens almindelige telefontid, når de skal have fat på den praktiserende læge for at bestille medicin til patienten eller få gode råd om behandling.

Det betyder ofte lang ventetid i telefonkø, da mange læger kun har telefontid et par timer hver dag.

»Mange sygeplejersker er frustrerede over, at de skal bruge op til en halv time af arbejdstiden og seks-otte opkald på at komme igennem til den praktiserende læge, hvis de eksempelvis skal bestille medicin til deres patient,« siger Dorthe Skou Lassen, der er konsulent hos Medcom, som er en offentlig projektorganisation under Sundhedsministeriet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Stresset hverdag

I Dansk Sygeplejeråd (DSR) hører man ofte om problemet:

»Sygeplejerskerne har i forvejen en stresset hverdag, og det bliver ikke bedre af, at de skal ringe forgæves til lægen eller vente i telefonrøret. Det tager tid fra patienterne og går ud over kvaliteten af arbejdet. Det er tåbeligt,« siger Dorte Steenberg, der er næstformand i DSR.

Få bruger løsning

I to år har landets kommuner ellers kunnet benytte sig af et særligt emailformat, som gør det muligt for hjemmesygeplejerskerne hurtigt og sikkert at udveksle informationer om eksempelvis bestilling af medicin med lægen.

Formatet kaldes en 'klinisk e-mail', men kun 22 ud af landets 98 kommuner – færre end hver fjerde – benytter formatet. I resten af de danske kommuner er hjemmesygeplejerskerne henvist til telefonkøen, nøjagtig ligesom hr og fru Danmark.

Hos Kommunernes Landsforening (KL) beklager man, at så få benytter systemet:

»Vi kan kun opfordre kommunerne til at bruge den kliniske e-mail, for det er en stor tidsrøver for sygeplejerskerne at vente i telefonen,« siger Peter Kjærsgaard Pedersen, der er kontorchef i Kommunernes Landsforening. Han vurderer, at mange kommuner slet ikke er klar over, at den kliniske e-mail findes og hvilke muligheder, den giver, for at springe telefonkøerne over.

Især sjællandske og midtjyske kommuner er dårlige til at benytte sig af løsningen.

faktaboks