Sygeplejersker køber børnearbejde og våben

16. nov 2009
Sygeplejersker, socialpædagoger og jordemødre har shoppet våben og børnearbejde i pensionsbutikken. Formænd erkender fejl.

Danske sygeplejersker, socialpædagoger og jordemødre har investeret pensionspenge i firmaer, der bruger børnearbejde, forsyner militærdiktaturet i Burma med køretøjer og producerer vigtige dele til klyngebomber.

Sådan lyder den opsigtsvækkende konklusion i en rapport fra den investeringsetiske vagthund Danwatch.

Rapporten afslører, at pensionskassen PKA, der administrerer pensionspenge for 230.000 ansatte i bl.a. social- og sundhedssektoren, har en lang række investeringer, der går stik imod deres egne etiske retningslinjer.

Systemer til kernevåben

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

I deres daglige arbejde hjælper sygeplejersker de syge, mens socialpædagogerne skal gøre livet mindre smertefuldt for udsatte børn i Danmark. Og deres pensionskasse lover da også, at de ikke vil sætte medlemmernes penge i våben eller firmaer, der krænker menneskerettighederne.

Alligevel har PKA bl.a. investeret 25 millioner i våbenfirmaet L-3, der blandt andet producerer centrale dele til klyngebomber, som fordømmes af den danske regering for at lemlæste civile. Pensionskassen har også investeringer i et firma, der laver missilsystemer til kernevåben.

Ikke rart

Den nyvalgte formand for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen, er rystet over rapportens afsløringer.

”Det er aldrig rart, at der er huller i systemet," siger sygeplejerskernes formand, der også er næstformand for PKA.

"Det er enormt kedeligt at starte min periode med de her anklager. Men det, der er vigtig, er, at vi tager det alvorligt, kigger på det og handler, så der bliver gjort noget ved det."

Hvordan kan det ske?

”Ja, det skal jeg ikke kunne sige. Men jeg synes, det er en anledning til at kigge firmaerne efter igen og se på, om vi skal fastholde vores investering,” forklarer Grete Christensen.

Undersøgelse på vej

Hverken hun eller formanden for Socialpædagogernes Landsforbund, Kirsten Nissen, vil love, at de vil sælge aktierne i de problematiske firmaer. Men afsløringerne fra Danwatch presser nu PKA til at sætte en undersøgelse i gang for at gå firmaerne efter i sømmene.

"Den her opmærksomhed betyder, at vi kigger på det fra en ny vinkel og ser på, om vi har fortolket vores retningslinjer rigtigt," siger PKA’s intervesteringschef Michael Nellemann.

Læs også: Pensionschef: "Det er nogen solide anklager"

Børn knokler i Liberia

Blandt de 230.000 lønmodtagere, der har pension hos PKA, er også jordemødre, socialrådgivere, lægesekretærer, ergoterapeuter og fysioterapeuter.

De må også se deres pension investeret i tvivlsomme firmaer som dækgiganten Bridgestone. Firmaet kritiseres af FN og det amerikanske arbejdsministerium for at bruge børnearbejde på deres gummiplantage i Liberia.

”Vi ønsker ikke fabrikker med børnearbejde. Det står i vores etiske retningslinjer for vores investeringer,” siger formand for Socialrådgiverne Kirsten Nissen.

Det har været kendt siden 2005, at Bridgestone bruger børnearbejde. Hvordan kan det så ske, at I investerer i dem?

”Så er det fordi, vi ikke er vidende om det. For vi investerer ikke i børnearbejde. Vi har firmaer, der undersøger sådan noget for os. Og vi har det oppe på hvert eneste bestyrelsesmøde,” siger Kirsten Nissen.

De problematiske firmaer er nu sat på PKA’s observationsliste, hvilket er sidste skridt, før investeringerne droppes, forklarer Michael Nellemann, PKA.

Rapporten

Pensionskassen PKA har bl.a. penge i:

  • L-3: våbenfirma, der blandt andet laver dele til klyngebomber
  • Dongfeng: Bilproducent, der leverer militære køretøjer til diktaturet i Burma
  • Safran: Laver missilsystemer til kernevåben
  • Bridgestone: Dækgiganten bruger børnearbejde op deres gummiplantager

Læs mere om Danwatch