IMG_1717
Helen Sønderup Lauridsen har et vikariat som sygeplejerske hos Helsehuset i Tromsø. Foto: Privat

Sygeplejersken Helena arbejder i Norge: 'Jeg måtte tænke på mig selv'

8. apr 2021, 15:00
Efterspørgslen på danske sygeplejersker i Norge er eksploderet under coronakrisen. Helena Sønderup Lauridsen er en af dem, der har valgt at tage et vikariat i Tromsø i Nordnorge.

Akutmodtagelsen i Herning er skiftet ud med de norske fjelde for danske Helena Sønderup Lauridsen.

Efterspørgslen på danske sygeplejersker i Norge er eksploderet under coronakrisen.

LÆS OGSÅ: Mere end 50 sygeplejersker om ugen dropper jobbet i Danmark: 'Lønnen er for lav'

Helena Sønderup Lauridsen har siden februar arbejdet i Tromsø, som ligger i det nordligste Norge. Her skal hun være indtil midten af juli. 

Den 28-årige sygeplejerske arbejdede i Danmark på en akutmodtagelse, som det meste af 2020 fungerede som et coronaafsnit.

- Det har været et meget hektisk år, siger Helena Sønderup Lauridsen.

Manglende sygeplejerske

Allerede inden coronakrisen ramte, var manglen på sygeplejersker et stort problem i Danmark. En prognose fra 2019 peger på, at der i 2025 vil mangle godt 6.000 sygeplejersker i det danske sundhedsvæsen.

Det har Helena Sønderup Lauridsen også haft med i sine overvejelser, inden hun valgte at tage imod det norske vikariat.

- Jeg ved, at mit gamle afsnit har meldt ud, at de manglede 15 sygeplejersker, da jeg sagde op. Jeg tænkte, at jeg måtte tænke på mig selv, og hvad jeg havde brug for. Det var blandt andet fordi, jeg var ved at få stresssymptomer grundet de nuværende omstændigheder, som coronakrisen har medført, siger Helena Sønderup Lauridsen, der i Norge arbejder på et sundhedshuset..

- I stedet for at være på et sengeafsnit i Danmark, så havde jeg brug for at opleve noget godt. Det er synd for mine kolleger, at de mangler mig, men man bliver nødt til at tænke på sig selv. 

Og det er heller ikke uden grund, at det var Norge, hun endte med at tage til.

- Lønnen er bedre, og skatten er lavere. Derudover er der hele naturoplevelsen, når man kommer så højt op i landet, som jeg er nu. Motivationen er nok delt ligeligt mellem de to ting, siger Helena Sønderup Lauridsen, der afsluttede sin uddannelse i 2017.

Udover højere løn, lavere skat og de smukke naturoplevelser så er der andre økonomiske fordele at hente. Vikarbureauerne betaler både for logi samt rejsen frem og tilbage. 

'Lønnen for lav i Danmark'

I Danmark er grundlønnen for en sygeplejerske på 160 kroner i timen. I Norge ligger den på 200 kroner. Men hvis man arbejder mere end 35,5 timer, som er en fuld arbejdsuge i Norge, bliver man betalt 100 procent oven i det, man normalt ville få. Derudover er tillæggene knap 50 procent højere i Norge.

Når der er så meget mere at tjene i Norge, sender det et klart signal, mener Helena Sønderup Lauridsen.

- Det er jo et udtryk for, at lønnen er for lav i Danmark. Jeg er heldigvis bare mig selv, så jeg kan godt leve på den løn, vi får i Danmark. Men jeg ved, at der er mange, eksempelvis eneforsørgere, der ikke kan, siger Helena Sønderup Lauridsen.

Hvorvidt fremtidsplanerne involverer Norge, er Helena Sønderup Lauridsen stadig i tvivl om.

- Jeg kommer ikke til at flytte herop fast. Jeg har min familie i Danmark. Jeg kunne sagtens forestille mig, at når jeg er færdig med vikariatet til juli, at jeg i fremtiden kunne tage af sted tre uger ad gangen, hvorefter jeg kunne tilbringe den sidste uge tilbage i Danmark, siger hun.