Sygeplejerske frygtede sine rystende hænder

30. mar 2013, 06:00
Ny undersøgelse: Èn ud af 100 har en fobi, der i høj grad påvirker deres arbejdsliv. Det kan være direktøren, der frygter den sorte klap under et møde, eller sygeplejersken, der er bange for at ryste på hænderne, så folk tror, hun drikker.

En sygeplejerske, der er bange for at ryste på hænderne. Direktøren, der frygter at stemmen knækker, og kollegaen, der altid spiser alene af frygt for at spilde eller rødme foran flokken.

Et stort antal danskere slæber rundt på en fobi, der påvirker deres arbejdsliv. Det viser en undersøgelse, som analysebureauet Wilke har foretaget for Avisen.dk.

”Det er en slags angstreaktion. Det er primært sociale fobier. Det vil sige angst for at være sammen med andre mennesker,” fastslår professor Bo Netterstrøm fra Arbejdsmedicinsk Klinik på Bispebjerg Hospital.

Ud af 501 adspurgte svarede 36 personer, at deres fobi i større eller mindre grad påvirkede deres arbejdsliv. Det svarer til hver 14.

"Det kan være meget invaliderende, hvis en social fobi griber om sig. I yderste konsekvens kan folk miste jobbet,” siger Peter Nattestad, psykolog og ejer af Fobiskolen, hvor man hjælper personer med fobier.

Fobi-ramte lider i stilhed

I undersøgelsen svarer fem personer – en ud af 100 – at deres forbi i høj grad påvirker deres arbejdsliv.

Syv personer svarer, at det sker i nogen grad, men 24 personer fortæller, at sjældent påvirker deres arbejdsliv.

Ligesom Peter Nattestad mener formanden for Angstforeningen, Mia Attle, at det faktiske antal danskere, hvis arbejdsliv er påvirket af en fobi, ligger højere, end undersøgelsen tyder på.

Forklaringen er ifølge Mia Attle, at social fobi er et meget tabubelagt emne, hvorfor folk ikke tale om det.

”Social fobi er en af de angstformer, som vi er meget opmærksomme på, fordi den isolerer mennesker og gør dem ensomme. Vi tror, at det er mere udbredt, end jeres tal viser,” siger Mia Attle.

Bange for at rødme

Frygten for at blive negativt bedømt af andre, er central for at forstå den følelse, som rammer folk, forklarer Peter Nattestad:

”Det, der kan gøre det svært at spise frokost med kollegaerne, er, at man er bange for at sige noget dumt, ryste på hænderne, spilde mælken eller rødme under samtalen. Kort sagt en frygt for at dumme, opføre sig mærkeligt og derfor blive bedømt negativt.”

En social fobi kan påvirke arbejdslivet på mange måder. For nogle handler det om at slæbe rundt på en ubehagelig følelse på arbejdspladsen.

For andre styrer den sociale fobi deres arbejdsdag og får dem til at foretage alle mulige krumspring for at undgå at havne i de situationer, de frygter, fortæller Peter Nattestad.

Det kan være folk, der altid går på toilettet, når det er deres tur til at sige noget, fordi de ikke kan holde ud at snakke foran kollegaerne.

Dropper kurser på grund af navne-leg

Andre fravælger efteruddannelse eller kurser, fordi det indebærer at de skal præsentere sig selv foran andre mennesker.

Peter Nattestads forklarer, at mange bruger uger på at frygte et bestemt møde eller opgave:

”Det er meget ofte frygten for at gå panik, der bliver styrende, snarere end den konkrete begivenhed, man frygter."

Via sit arbejde i Fobiskolen kommer Peter Nattestad ofte i kontakt med mennesker, hvor fobien er arbejdsrelateret.

Sygeplejerskens og direktørens frygt

Folk, der søger hjælp til at takle en social fobi, der påvirker deres arbejdsliv, kommer fra vidt forskellige job.

Det kan være en sygeplejerske, der frygtede at komme til at ryste på hænderne, lyder et konkret eksempel fra en af de 'social fobi-grupper', som Peter Nattestad har ledet.

”Det påvirkede hende rigtigt meget i hendes hverdag, fordi hun skulle tage blodprøver. Hun er bange for, at du skulle se hende ryste på hænderne. Så ville du måske tænke, at hun var nervøs og derfor ikke kunne være en særlig dygtig sygeplejerske,” forklarer Peter Nattestad.

”Hun frygtede også, at du måske ville tænke, at hun er alkoholiker, hvis hun kom til at ryste på hænderne.”

Direktøren frygtede blackout ved mødet

Et andet eksempel var en lærer, der undgik kollegaerne. Han var bange for at sidde foran dem og pludselig blive spurgt, hvordan han gjorde i sin klasse med hensyn til undervisning af eleverne.

”Han frygt var, at han ikke ville vide, hvad han skulle sige, eller sige noget forkert eller pinligt, og at kollegaerne ville synes, han var en dårlig lærer,” forklarer Peter Nattestad.

Også chefer kan blive ramt, lyder erfaringerne:

”For direktøren handlede det om at skulle til en masse møder og være bange for, at hans stemme skulle knække, eller at han skulle blive så nervøs, at han ikke kunne huske, hvad de skulle sige noget."

Hvornår skal du så handle, hvis du lider af social fobi? Klik her og find ud af det!