Sygehuse slagter behandling af kræft

29. aug 2008
Massive besparelser betyder stop for livsvigtig, ny medicin og giver længere ventelister på landets kræftafdelinger

Danske kræftpatienter er blevet lovet behandling i verdensklasse. Men til næste år går de glip af den nyeste medicin, som bliver sparet væk. Samtidig vil ventelisterne vokse.

Det er konsekvensen af, at sygehusene bliver udsultet så voldsomt, at det nu kommer til at gå ud over landets største kræftcentre. På Århus Sygehus, skal der spares 167 milioner kroner til næste år.

»Det her er den mest barske sparerunde, vi nogensinde har oplevet. Det værste er, at vi er nødt til at stoppe ny behandling, som skulle have været indført til næste år. Det er forfærdeligt,« siger cheflæge Anne Thomassen.

Nyhedsavisen har fået indblik i spareplanen, som blev færdig i går. Den gør, at hospitalet nu risikerer længere ventetider på kræft-behandling. Der er overhovedet ingen penge til at indføre akut kræft-behandling, som ellers er blevet lovet af regeringen. Rigshospitalet skal spare 50 millioner kroner. Det kommer også til at ramme kræft-afdelingerne.

Læger giver op

Blandt landets kræftlægerne er tilliden til bedre behandling af patienterne på nulpunktet.

»Stemningen på hospitalerne er præget af opgivenhed og ressignation. Hvis ikke man kan få en patient skannet eller opereret, hvad skal man gøre som læge? Så giver man op,« siger afdelingslæge Frede Donskov fra Århus Sygehus.

Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) kalder udmeldingerne for »vrøvl«.

»Der er ikke tale om besparelser i det danske sundhedsvæsen – der er tale om effektiviseringer. Patienterne vil ikke komme til at mærke det her.«

faktaboks