Syge må tage lån for at beholde forsikring

28. dec 2013, 04:00
Syge bliver tvunget til at låne penge i banken for at beholde den forsikring, der skal redde dem fra at gå fra hus og hjem, hvis de mister evnen til at arbejde

Bliver du syg, skal du klamre dig til din forsikring mod tab af erhvervsevne som om det den sidste redningsvest på Titanic.

For du får ikke en anden, når du først er blevet syg, og den kan være millioner værd. Det ved pensionsselskaberne godt. Det er ofte dem, der sælger forsikringerne som en del af pensionsordninger.

Derfor stiller nogle af dem tårnhøje krav til syge kunder, der har mistet jobbet.

For eksempel at du fortsætter med at indbetale lige så mange tusinde kroner til din pensionsordning hver måned, som du gjorde, mens du var i arbejde.

For der er ingen grænser for, hvad pensionsselskaberne kan kræve af deres syge kunder. Det kommer an på, hvad der står i den enkeltes forsikringsaftale.

Det siger Annette Bjåland Andersen, der er kontorchef for forbrugerspørgsmål og finansielle formidlere i Finanstilsynet.

”Der er ikke nogen lovgivning overhovedet på området," siger hun.

Ingen grænser for krav til syge

Typisk har man et års dækning, efter man er stoppet med at indbetale til pensionsordningen.

"Derefter er det vigtigt, at man bliver ved med at betale, hvis man bliver arbejdsløs eller syg, så man ikke mister de dækninger,” siger Annette Bjåland Andersen.

Men det kan være svært eller nærmere umuligt at betale, hvis man er på kontanthjælp eller på sygedagpenge.

Det oplever Carsten Sennels, der kontorchef i Ankenævnet for Forsikring.

”Jeg er blevet ringet op af syge forsikrede, der spørger, om det kan være rigtigt, at de må låne penge i banken for at betale til deres pensionsordning for at beholde deres forsikring. Der må jeg sige, at det kan det godt,” siger Carsten Sennels, kontorchef i Ankenævnet for Forsikring.

Pistolen for panden

Forsikring mod tab af erhvervsevne sikrer oftest 40-80 procent af ens tidligere løn, så den kan redde en fra at gå fra hus og hjem.

Når man mister jobbet, tilbyder de fleste selskaber et år, hvor man ikke indbetaler til pensionsordningen, men alligevel er dækket af forsikringen.

Men så begynder en del af dem at skrue bissen på. I løbet af det første år begynder nogle selskaber allerede at trække prisen for forsikringen fra kundens pensionsopsparing.

Efter det år tilbyder nogle, at man kan fortsætte med at betale kun for forsikringen.

For eksempel vurderer TopDanmark ved hver enkelt syg kunde, om vedkomne overhovedet kan få lov at beholde sin forsikring, og hvis man kan så til hvilken pris.

Men som syg kunde har man ikke andre valg end at betale eller miste forsikringen. Ingen andre vil have en.

”Du kan ikke ringe til et forsikringsselskab og sige: 'Hej jeg er meget syg, vil du ikke sælge mig en forsikring mod tab af erhvervsevne'? Der er næppe nogle selskaber, der tør løbe den risiko.” siger Carsten Sennels.

Finanstilsynet siger, at det er en politisk beslutning, at man ikke vil regulere betingelserne for at beholde sine forsikringer.

Dyrere forsikringer giver mindre pensionsopsparing

Forsikring og Pension, der repræsenterer pensionsselskaberne, ønsker sig ingen regulering.

Underdirektør Anne Seiersen siger, at man så skal tage stilling til, hvem der skal betale, hvis flere syge skal have lov at lov til at beholde deres forsikringsdækning, når de ikke længere indbetaler.

”Er det rimeligt at prisen på en forsikring afspejler den høje risiko? Hvis det giver underskud, skal de andre kunder så betale for det? ” siger Anne Seirsen.

Hun opfordrer til, at man tager fat i sit pensionsselskab, når man ikke længere indbetaler.

Man skal finde ud af, hvor længe man stadig er dækket af forsikringen, selvom man ikke betaler. Og hvis man er syg længere end det, skal man bede om at få dækningen forlænget, hvis det er muligt

”Mange har jo arbejdsmarkedspensioner, og de kan laves som arbejdsgiverne og fagforeningerne beslutter. Men pengene til forsikringsdækningerne går jo fra pensionsopsparingen,” siger hun.

faktaboks

Langt de fleste har en forsikring mod tab af erhvervsevne som del af deres pensionsordning.

Den træder i kraft, hvis man mister halvdelen eller mere af ens arbejdsevne.

Forsikringen udbetaler månedlige beløb, så du er sikret at beholde 40-80 procent af den indtægt, du havde, før du blev syg.

Ofte fortsætter udbetalingerne til pensionsalderen