Syg kultur trives på danske arbejdspladser

23. maj 2013, 06:00
Ofre for mobning skal hjælpes, siger HK. Mange af os kender en eller flere personer, der får hug på arbejdspladsen, viser ny undersøgelse.

Isolation, depression, stres og elendigt selvværd. Prisen for at blive mobbet på arbejdspladsen kan være dyr, og et stort antal danskere risikerer at sidde med regningen.

Det viser en ny undersøgelse, som analysebureauet Wilke har lavet for Avisen.dk. Ud af 405 adspurgte danskere svarede hver syvende, at en eller flere personer på deres arbejdspladser er udsat for mobning.

”Det er dybt alvorligt," siger formand Gitte Strandgaard fra foreningen Voksenmobning Nej Tak.

"Der er mennesker og hele familier, der braser sammen på grund af det her. Det er arbejdspladser, der mister dygtige kompetente medarbejdere. Det ses på bundlinjen i sygefravær og tabt arbejdskraft. Man kan undre sig over, at det får lov til at foregå.”

Et halvt mål

Trods et øget fokus omkring mobning savner mange arbejdspladser redskaber til at håndtere mobning, advarer Gitte Strandgaard.

For der er lang vej fra de fine formuleringer, som efterhånden har fundet vej ind i personalehåndbøgerne, og til en effektiv strategi, når rigtige kollegaer går løs på hinanden i kontoret, på byggepladsen og i kantinen.

”Vi har fået fokus på problemet. Nu mangler vi at gøre noget ved det. Vi skal smøge ærmerne op og snakke om årsager, forebyggelse og håndtering,” siger hun.

HK: Kollegaer skal ind i kampen

Også i HK kalder man på handling. Arbejdsmiljøkonsulent i HK/privat Svend-Erik Hermansen regner med, at hver tiende på en arbejdsplads er udsat for mobning af varierende grad.

Det tal har ikke rykket sig stort på trods af, at der har været fokus på problemer i diverse kampagner fra både statslige og faglige organisationer, siger han.

”Mobning er ondskabsfuldt. Det bør ikke finde sted på nogen arbejdspladser. Det er i høj grad lederne, der har et ansvar, men jeg så også gerne, at kollegaerne i højere grad end i dag gik ind og gjorde en indsats,” siger Svend-Erik Hermansen og uddyber:

”Den enkelte kan godt være i en situation, hvor de ikke har kræfter til at gå til ledelsen eller gøre noget ved problemet. Som kollega er du nødt til at gå ind og hjælpe og tage ansvar. Hvis flere gjorde det, så vi ikke de alt for høje tal.”

Ser lys i ny lov

I foreningen Voksenmobning Nej Tak håber Gitta Strandgaard, at det vil få betydning, at er bredt flertal i folketinget med beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) i spidsen har sidestillet psykisk og fysisk arbejdsmiljø.

De nye regler skal bl.a. gøre det lettere for Arbejdstilsynet at handle, hvis et tilsyn afslører problemer med det psykiske arbejdsmiljø på en arbejdsplads.

Gitte Strandgaard ser frem til at den nye praksis bliver rullet ud og forhåbentligt betyder en forskel.

”Vi venter nu på, at Arbejdstilsynet  snart får flere beføjelser,” siger hun.

Her er data

405 personer har svaret på følgende spørgsmål:

Er der en eller flere personer på din arbejdsplads, som ifølge din vurdering er udsat for mobning?

63 personer svarer ja. Det svarer til 15,5 procent af totalen.

280 personer svarer nej. Det svarer til 60 procent af totalen.

63 personer svarer ved ikke. Det svarer til 15,5 procent af totalen.

Analysebureauet Wilke for Avisen.dk