Syg i seks måneder uden indtægt

16. feb 2011, 11:38
Sygedagpengesystemet glemte 42årige June Moldt. Nu lever hun af ingenting.

Du er for rask til en førtidspension, men for syg til at blive arbejdsprøvet.

Sådan lød beskeden fra Aabenraa Kommune til 42-årige June Moldt, som lider af en sygdom, der ødelægger skiverne i rygsøjlen.

Hendes sygedagpenge er ophørt. Og da June Moldt er gift, er det ikke muligt at få kontanthjælp. Det betyder med andre ord, at June Moldt nu har gået siden 9. august 2010 uden nogen form for indkomst.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd skrev i en rapport sidste efterår, at 2000 danskere gennem en et-årig periode var havnet i samme situation som June Moldt.

"Det er fuldstændig sindssygt. Jeg forstår ikke, hvordan man kan blive efterladt af systemet på den måde. Det er systemet, der presser mig og fjerner min livslyst," siger June Moldt.

Slut med at arbejde

Som tidligere selvstændig og senest første dame i et bageri i Sønderjylland har June Moldt altid elsket at arbejde, men det er slut nu.

"Hvis der nu bare fandtes et fleksjob, der tog hensyn til min sygdom, så ville jeg være lykkelig, men det er der ikke," siger June Moldt.

Og det er der ikke. Loven tvinger nemlig June Moldt til opslidende arbejdsprøvninger med gentagende arbejde, som hun ikke kan holde til. Og når man ikke kan det, er der intet fleksjob i sigte.

Da sygedagpengene for længst er opbrugt, har familien Moldt nu kun mandens indtægt at leve for hver måned, og det rækker ingen steder. Derfor havde familien for nylig en ejendomsmægler på besøg for at vurdere huset. Der er nemlig ikke mere kredit at hente i banken. Det går ud over børnene.

Jeg føler mig kriminel

"Jeg føler mig som en kriminel. Også over for børnene. De kan jo godt se, at jeg har det rigtig dårligt, men de forstår ikke konsekvenserne af det," siger June Moldt.

Faktisk har både June Moldts tre børn og mand det så dårligt med hele situationen, at det har store konsekvenser for ægteskabet og vennerelationer.

"Det er så hårdt. Vi skændes meget, fordi der ikke er nogen vej ud af det her. Det er et sort hul. Jeg er ikke den samme aktive June længere, som jeg var engang," siger June Moldt.

Hun har gennem de sidste måneder takket nej til sociale arrangementer, fordi lysten til livet langsomt forsvinder.

Intet håb

Oven i det hele faldt June Moldt så uheldigt på sin fod, at hun har ødelagt noget brusk. Det er en skade, der er så slem, at den kræver en operation og genoptræning, men June Moldt ved endnu ikke, om hun vil opereres.

Det vil nemlig ødelægge endnu en arbejdsprøvning, så June kan se frem til år uden indtægt.

Derfor håber June Moldt nu, at politikerne vil se på, om det er rimeligt, at andre som hende skal udelukkes helt fra samfundet.

"Jeg håber inderligt, at der er nogen, der vil tage det her op. Det er det mit liv handler om nu. Hvad er det, jeg skal stille op?," siger June Moldt.